Næstved By

Skal Næstved Havn flyttes til Ydernæs?

Her er tanken at Næstved Havn skal ligge. Foto: © OpenStreetMap

Skal industrihavnen flyttes ud af Næstved til en placering på Ydernæs?

Det skal politikerne i Næstved nu forholde sig til, efter havnens bestyrelse har bedt om lov til at undersøge de økonomiske forhold ved en flytning nærmere. Det skriver Sjællandske.

Næstved Havn ejes af politikerne, og det er derfor politikerne, der skal forholde sig til planerne om en flytning af havnen.

Planen er, at havnen i stedet skal ligge i den alleryderste del af kanalen til Næstved. Kanalen skal derefter udvides på stedet, ligesom der så skal bygges nye kajer på stedet.

Flytningen af havnen er endnu kun på idéplan. Skal man gå videre med planerne, så skal der også udarbejdes VVM-redegørelser og laves detaljerede lokalplaner – det vil i givet fald først komme i en senere fase.

Hvis havnen skal flyttes, er planen, at den skal ligge på Ydernæs – den allerførste del af kanalen mod Næstved. Der ligger en sejlklub i dag og et stort rensningsanlæg. Det nye havneområde skal ligge mellem sejlklubben og rensningsanlægget. Det gør sejladsen til havnen lettere end i dag – men kræver stadig, at skibene skal igennem Karrebæk Fjord, før de ankommer til havnen.

Næstved Havn åbnede i 1937, efter kanalen til byen var blevet kraftigt udvidet. Officielt slog havnen dørene op året efter, da kongen besøgte byen. Kanalen er forbundet med Susåen.

Kommentarer