Skal efterårsferien gå i fisk? Med bid i Susåen midt i Næstved
Arrangementet skal give børn og unge mulighed for at opleve naturen med en fiskestang i hånden – lige midt i byen. Foto: Næstved Kommune.
Børn og unge kan kaste snøren ud midt i Næstved, når Næstved Kommune og lokale lystfiskere inviterer til gratis streetfishing på tirsdag den 13. oktober.
Suså-kanalen bliver samlingssted for både nye og erfarne lystfiskere, når der tirsdag i efterårsferien er streetfishing fra klokken 10 til 14. Arrangementet foregår langs kanalen mellem Næstved Roklub og Næstved Bokseklub ved Kanalvej 20 i Næstved.
Kanalen rummer mange forskellige fiskearter, og efteråret er ifølge kommunens biolog, Palle P. Myssen, en af de bedste årstider til at prøve fiskelykken. Arrangementet skal give børn og unge mulighed for at opleve naturen med en fiskestang i hånden – lige midt i byen.
Begyndere kan låne et komplet fiskesæt og få hjælp til de første kast. Mere erfarne deltagere kan medbringe eget grej og hente tips hos lystfiskerne på stedet.
Palle P. Myssen står klar til at hjælpe sammen med repræsentanter fra Sportsfiskerforeningen Fladså, Ørredfonden, Dansk Amatørfiskerforening Sydsjælland, Næstved Kommune og Fishing Zealand.
Arrangementet henvender sig især til børn og unge, men alle er velkomne. Det er gratis at deltage, og tilmelding er ikke nødvendig.
Praktisk tøj og fodtøj efter vejret anbefales, og deltagelse sker på eget ansvar.
Lystfiskere fra 18 år og frem til pensionsalderen skal have indløst det lovpligtige lystfiskertegn, som kan købes på fisketegn.dk









Kommentarer