Biblioteker giver kasserede bøger nyt liv til små priser
For at få plads til den evige strøm af nye materialer, må der løbende kasseres i de gamle. Foto: Andreas Poulsen Næstved Bibliotek.
Fra mandag den 12. oktober klokken 12 til og med søndag den 18. oktober holder bibliotekerne i Næstved, Fensmark, Glumsø og Korskilde årets store materialesalg. Her kan besøgende købe bøger og magasiner for fem kroner stykket eller fylde en pose for 30 kroner.
Der bliver plads til nye materialer på bibliotekernes hylder, når kasserede bøger, magasiner og andre materialer får mulighed for at finde nye hjem ved årets materialesalg på kommunens fire biblioteker.
Udvalget omfatter materialer af alle slags og til alle aldersgrupper. Hele familien kan derfor gå på opdagelse, hvad enten der mangler læsestof på bogreolen eller billedbøger til børn og børnebørn.
Bøger og magasiner koster fem kroner stykket, mens en hel posefuld kan købes for 30 kroner. Cd’er sælges også for fem kroner stykket eller ti for 30 kroner. Bibliotekerne kan dog ikke garantere, at der er cd’er til salg alle fire steder.
På Næstved Bibliotek foregår salget i udstillingsområdet midt i biblioteket. På lokalbibliotekerne i Fensmark, Glumsø og Korskilde er salget ligeledes centralt placeret.
Materialerne sælges efter først til mølle-princippet, så længe lager haves. Betaling kan kun ske med MobilePay, da bibliotekerne ikke tager imod kontanter eller kort. Af hensyn til miljøet opfordres besøgende til at medbringe deres egen pose.









Kommentarer