Næstved By

Nyt “kendt” ansigt hos Helsam

Rikke Hansen (tv.) glæder sig over at Kirsten Karlshøj nu er en del af det personale, som skal ekspedere kunderne i Helsam. Foto: Næstved Netavis.

1. november 2020 var første arbejdsdag for Kirsten Karlshøj hos Helsam i Ringstedgade. 

Skrevet af Birgitte Grejsen Møs.

Mange tænker nok, når de møder Kirsten: hvor er det dog jeg har set det ansigt før? Og det er ikke helt uden grund. Kirsten har nemlig været en af de ekspedienter, man har været heldig at kunne møde i Næstved for en del år siden.

– Jeg blev udlært hos Søren Langes far, Langes Boghandler. Av – det vil jo afsløre hvor gammel jeg er, starter Kirsten grinende med at fortælle.

– Efter 25 år i bogbranchen hoppede jeg af i 2005, og min ungdomsdrøm om at blive alternativ kosmetolog gik i opfyldelse hos House of Melchiorsen. Efterfølgende arbejdede jeg  som kosmetolog først hos Matas i Næstved Storcenter – senere hos Matas i Sct. Jørgens Park – alt imens jeg ventede på, at den mest moderne Matas skulle åbne i Kobberhjørnet. Og hvilken butik det blev til dengang, husker Kirsten.

Butikken fik dog ikke lang levetid, da Matas blev solgt, og de nye indehavere ønskede kun detail-ansatte, ikke behandlere, og så måtte Kirsten igen skifte spor.

– I 2009 blev jeg så ansat som sælger hos en svensk brillevirksomhed. Det blev til 10 år på landevejene, fortæller hun.

Men nu er Kirsten Karlshøj tilbage i sit rette element.-

Mit nye job er mit “gamle drømmejob”. Butikspigen, hvor jeg kan bruge mig selv som dekoratør, sælger og hudplejevejleder, tillige med kost og ernæring. Det er jo lige i øjet og så bare 100 meter oppe ad gaden fra, hvor jeg bor. Foto: Næstved Netavis.

– Hos Helsam håber jeg at kunne bringe fokus på alle de skønne økologiske produkter, vi har inden for hudpleje: Aniel fra Melchiorsen, tyske Annemarie Börling, lokale Mikaka og økologiske danske Melissa, Juhldal, Ecooking og make-up fra svenske Idun. Og så glæder jeg mig til at hjælpe Rikke i butikken og ikke mindst til at møde butikkens kunder, fortæller Kirsten og tilføjer:

– Som en lille sidegevinst får jeg nu også tid til at fordybe mig i min store passion, nemlig at male. Jeg har i mange år været med i netværket “Kontrazt”, som har værksted på Ærøvej.

Det kan lade sig gøre fordi, hun er ansat på deltid og således kun arbejder onsdag, torsdag og fredag samt hver anden lørdag.

– Det giver mig luft til at kunne koncentrere mig om min mand, mit hjem, og min hobby. Alt i alt glæder jeg mig over mit “nye arbejdsliv” hjemme i den by, hvor jeg kender så mange, og som ligger mit hjerte nær, afslutter Kirsten.

Helsam.
Ringstedgade 5
4700 Næstved.

Tlf: 55 77 10 88

Helsam er en af de butikker der lovligt har åbent da de sælger medicinsk udstyr

Du finder Helsam på Facebook HER

Kommentarer