Knud Romer og Kenneth Thordal: Tilfældets musik
Oplev forfatter Knud Romer og musiker Kenneth Thordal i et unikt samarbejde på scenen, hvor fortællinger og musik knyttes sammen omkring tilfældighedernes spil.
Med en håndfuld fortællinger og sange tager Romer og Thordal dig med på rutsjebanetur i flippermaskinen, som er vores liv. Vi bliver skudt fra person til person – og nogle gange er det et lykketræf og andre gange sort uheld. Men vi er kun til i kraft af hinanden – og fire håndtryk væk fra resten af verden. De mest usandsynlige møder forvandler den vilkårlige vrimmel af mennesker til mønstre og figurer, der pludselig giver mening ligesom stjernebilleder på himlen.
‘Tilfældets musik’ er en aften om fortryllelsen i tilfældighedernes spil – og det er op til dig at gøre tilfældet muligt.
Knud Romer er skønlitterær forfatter, foredragsholder, radiovært, skuespiller og flittig samfundsdebattør. Hans bøger har vundet et hav af priser, blandt andet De Gyldne Laurbær. I 2021 modtag han Hørups Debatpris for sin vilje og evne til at deltage i den offentlige samtale.
Kenneth Thordal er sanger, sangskriver og musiker. Han har udgivet en række album og lavet endnu mere musikteater, blandt andet flere store forestillinger for Det Kongelige Teater. Han er desuden filmkomponist, landets mest brugte musicaloversætter samt klummeskribent i Politiken.
Arrangementet finder sted på spillestedet Vershuset, Grønnegade 10 i Næstved lørdag den 12. november klokken 21. Dørene åbnes klokken 20.
Mere information og forsalg: www.vershuset.dk
Kommentarer