Næstved By

Dogmer for de første 100 dage

 Jeg får ofte det spørgsmål, om Radikale Venstre her i Næstved Kommune altid – og som princip – er imod? Og svaret er NEJ.

I vores valgprogram skriver vi , at vi har været og sikkert fortsat vil være den ”irriterende” vagthund, der på vælgernes vegne stiller spørgsmål som hvordan, hvorfor, hvor meget, osv. En vagthund skal der være i et demokrati. Den rolle påtager vi os gerne.

Skulle jeg blive valgt ind i byrådet den 21. november, vil jeg imidlertid sammen med en forhåbentlig anden eller andre  radikale også arbejde for at være med i et fælles arbejde for at skabe et bedre Næstved. Med den lange  erfaring som leder, jeg har fra mit tidligere job, er jeg vant til at sikre mål for udviklingen, at skulle få enderne til at mødes, at skabe kompromisser og dermed sikre en fortsat fremdrift.

Med bl.a.  det for øje har vi i RV lavet en såkaldt ”dogmeoversigt”, hvor vi opregner 12 områder, som vi- hvis vi efter valget kommer med i et flertal – ønsker at få sat gang og lavet planer for inden for de første 100 dage, efter at byrådet er blevet valgt. Et ”kasseeftersyn” er en af dogmerne – flerårige budgetter et andet. I den kommende tid vil vi offentliggøre alle dogmerne.

PS: Vi stiller såmænd også gerne med en borgmester.

Klaus Eusebius Jakobsen

Byrådskandidat for Radikale Venstre

Kommentarer