Debat og politik

Udvikling af havnebydel i Næstved: Nyt udvalg konstitueret

Det nye § 17, stk. 4 udvalg for Udvikling af Havnebydel. Fra venstre: Kasper Schneider, Anders Gjesing, Süleyman Yücel, Berit Rathenborg Bæhr (på skærmen bagved), Mette Mechlenbor, Linda Frederiksen og Tim E. Halvorsen. Foto: Næstved Kommune

I dag ligger der grusbunker og kører maskiner. Men, hvordan kan man få endnu mere ud af det store havneområde midt i Næstved By?
Det går et nyt § 17, stk. 4-udvalg nu i gang med at undersøge. Opgaven lyder på byudvikling, og udvalget består af fire byrådsmedlemmer og tre erfarne, eksterne eksperter. 

Det nye udvalg har tirsdag holdt deres første møde med god energi, arbejdslyst og masser af ideer, skriver Næstved Kommune i en pressemeddelelse.

Formelt hedder udvalget § 17, stk. 4-udvalg for Udvikling af Havnebydel.

Udvalget har til opgave at udarbejde konkrete, afgrænsede og gennemarbejdede anbefalinger til, hvordan den fremtidige havnebydel kan planlægges og udvikles. De skal komme med anbefalinger til, hvordan der kan skabes udvikling af en havnebydel med sammenhæng til den resterende by og hele Næstved Kommune. Herunder også, hvordan arbejdet skal organiseres. Endelig skal de være med til at sætte midlertidige tiltag i gang, der tydeliggør visioner og retning for den kommende byudvikling på de nuværende havnearealer.

– Vi har en helt unik mulighed for at skabe det næste kapitel i Næstveds historie; et helt nyt byområde ned til vandet med enestående boliger og liv. Vi har sat et stærkt hold med høje ambitioner, og vi glæder os til at inddrage borgerne, erhvervsliv og alle andre, som vil være med til at se muligheder for, at Næstved vokser helt ned på havneområdet, lyder det begejstret fra formand Linda Frederiksen (S) efter første møde i udvalget tirsdag.

Et flertal i Næstved Byråd besluttede i maj 2023, at Næstved Havn skal flytte, og havnens nuværende aktiviteter inden for svingbroen udfases frem mod 2034.

Et udvalg med mange kompetancer

Linda Frederiksen er formand for §17, stk. 4-udvalget, hvor hun sidder sammen med byrådskollegerne Süleyman Yücel (V), Kasper Schneider (LA) samt Anders Gjesing (S).

Derudover har byrådet udpeget tre eksperter: Tim E. Halvorsen, projektdirektør for den nye by Kildedal By ved Ballerup, Mette Mechlenborg, Senior researcher/Assistant professor, Aalborg Universitet og Berit Rathenborg Bæhr, byplanlægger og projektleder, Grandville

Åbent møde

Borgere, erhvervsliv og andre, der interesserer sig for områdets fremtid, er velkomne til åbent møde, som afholdes torsdag den 14. marts klokken 17 til 21 i VUC Multihal i Næstved.

Sæt derfor kryds i kalenderen allerede nu, lyder opfordringen fra udvalget.

Tema for mødet er udvikling af havnebydel i Næstved. På mødet kan deltagere komme med egne input til områdets fremtid – også i forhold til sammenhængen med eksisterende by og omkringliggende natur.

Udvalget vil løbende sende information ud om det kommende møde.

 

Kommentarer