Vester Egesborg

Svane-venner økonomisk pressede

En løsning på svanedøden på marken ved Dybsø Fjord er på vej, men trækker ud. I mellemtiden udfører lokalafdelingen af Dansk Ornitologisk Forening en vigtig opgave på stedet – men økonomien til at fortsætte det vigtige arbejde er presset.

Siden den 1. januar er cirka 220 svaner døde efter at de har ramt højspændingsledningerne på marken ved Dybsø Fjord. Det oplyser Henrik Dahl, der er ornitolog og med i en gruppe under Dansk Ornitologisk Forening (DOF) afdeling Storstrøm, som registrerer svanedøden.

Data til videnskabelig analyse

Gruppen har påtaget sig opgaven med at monitorere svanernes kollision med ledningerne på deres vej mod fjorden. En vigtig videnskabelig analyse, som dels bliver brugt til at vælge hvilken løsning, der senere skal etableres på stedet, men analysen skal også fortsætte efterfølgende for at sikre at den løsning, der bliver etableret på ledningerne også efterfølgende giver den ønskede effekt, og sikrer at svanerne ikke fortsat flyver ind i ledningerne.

– Siden den 1. januar har cirka 220 svaner ramt ledningerne på marken, vi kan se, at det hovedsageligt er vores nationalfugl knobsvanen, der rammer ledningerne. 200 af de 220 svaner, der er døde herude siden januar er vores nationalfugl knobsvanen, fortæller Henrik Dahl til Næstved Netavis, og forklarer at sangsvanerne er bedre flyvere og kan kommunikere når de kommer flyvende i flokke og faktisk ser det ud til at sangsvanerne er i stand til at styre hele flokken over ledningerne når den forreste fugl observerer ledningerne. Det gælder ikke vores nationalfugl knobsvanen, og derfor er det hovedsageligt den, der dør i store antal ved Dybsø Fjord.

Vigtigt arbejde men presset økonomi

Henrik Dahl og den lille gruppe under DOF Storstrøm monitorerer på marken ved Dybsø Fjord i 10 dages perioder og registrerer en lang række data om svanernes død i mødet med ledningerne.

Gruppen indsamler oplysninger som; tidspunkt på dagen, vejrforhold, antal svaner, sigtbarhed og om svanerne er fløjet over eller under ledningerne, samt andre vigtige informationer. Alle de indsamlede data danner grundlag for det videre valg af en løsning med afmærkning af ledningerne, men også en efterfølgende sikkerhed for at den afmærkning som ejeren af ledningerne, Energinet.dk, vælger at etablere, også rent faktisk afværger svanedøden.

Den lille gruppe skal ud på marken mindst 5 dage i hver 10 dages interval, og det gør de involverede frivilligt og gratis, men udgifterne til kørsel frem og tilbage fra marken er ved at dræne lokalafdelingens pengekasse.

– Vi har et meget lille budget i foreningen, og selvom vi udfører monitoreringen frivilligt, så er vi presset økonomisk af de udgifter vi har til at køre frem og tilbage til marken de mange gange vi skal for at indsamle de data der skal til, fortæller Henrik Dahl fra DOF Storstrøm.

– Hvis nogen vil støtte os økonomisk vil det hjælpe os til at udføre det vigtige arbejde mod en løsning på problemet, fortæller Henrik Dahl til Næstved Netavis.

DOF Storstrøm modtager meget gerne donationer i alle størrelser vi mobile pay på telefonnummer: 24 61 66 26. Pengene går direkte ind på DOF Storstrøms konto, og vil blive brugt til at støtte monitoreringen på marken ved Dybsø Fjord.

Kommentarer