Foreninger

Spejdernes ”Startskud” anno 2023

Et startskud er normalt noget man kender fra atletikkens verden, når et løb skal skydes i gang. Men hvis man er spejder i Næstved, er det også tegn på, at ferien er slut.

Således mødtes spejdere fra hele Næstved by og omegn, lørdag den 19. august på pladsen ved Sct. Peters Kirke for at gå i samlet trop til Munkebakken.

På grund af festligheder i byen om aftenen, var det halve af det indre Næstved spærret af. Derfor gik turen en anden rute end oprindeligt planlagt: nemlig over Axeltorv og videre op ad Torvestræde! Det var et festligt syn med alle fanerne forrest, derefter alle spejderne og til sidst en meget broget flok af forældre, barnevogne og mindre søskende.

Vi nåede velbeholdent frem til Munkebakken hvor vi blev mødt med festlig musik leveret af ”De Grønnes Tambourkorps”, hvorefter Lars ”Woody” Holz fra FDF-spejderne bød velkommen. Derefter tog spejderleder Tina Lenler, over, og hun var helt tydeligt i hopla, så nu skulle der leges.

– Hvem kan først puste en ballon op og knalde den hurtigst?

– Hvem får først spist 3 flødeboller?
Det lyder nemt, men prøv uden hænder og med tallerkenen stående på jorden! Det kom der nogle sjove situationer ud af.

Vi slap heller ikke for klassikeren med sheriffen og de muh’ene køer og ugh-ugh indianerne og ladyen der dånede hele tiden. Den vakte stor jubel, da vi var enten køer eller indianere.

Dagen blev flot præsenteret af Tina der i år var helt alene om opgaven. Mellem alle løjerne sang vi nogle sange fra det omdelte sanghæfte. Arrangørerne, Sct. Georgs Gilderne, havde sørget for en musiker: den fremragende guitarist, Michael Harboe, og det giver jo unægtelig en anden stemning med levende musik, så vi sang om den umulige drøm Puf, vi sang om Den Røde Tråd, inden vi som afslutning alle rejste os op, tog hinanden i hænderne og sang ”Spejderbror” og fik dannet kæden.
For Sct. Georgs Gilderne i Næstved, Kurt Jakobsen

Fotos: Robert Fischer
1: Afgang fra Sct. Peters Kirke.
2: ”De Grønnes Tambourkorps” leverede musik.
3: Spejdere fejrer Startskud på Munkebakken.
4: Spejderleder Tina Lenler styrer løjerne.

Kommentarer