Karrebæksminde

Ny frisør hos Hairvision i Karrebæksminde

Tv. Hanne Pind glæder sig til fredag den 15. juni hvor Anette Vilsgaard Møller starter i salonen.

Anette Vilsgaard Møller starter som fuldtids frisør den 15. juni hos Hairvision Alleen 12 i Karrebæksminde.

Af Birgitte Grejsen Møs.

Hanne Pind, indehaver af Hairvision har længe søgt efter en frisør til sin travle salon. Hun er den eneste frisør i hele Karrebæksminde området. Salonen åbnede hun i november 2010.

– Jeg har rigtig travlt i min salon, hvor jeg også har en afdeling med tøj. Til tider løber jeg spidsrod mellem de 2 afdelinger, og det kan være svært at skulle slippe en klipning, når der er kunder i tøjafdelingen. Derfor har jeg søgt med lys og lygte efter endnu en frisør, men det har ikke været let. Det var faktisk via en sælger, jeg fik kontakt til Anette, fortæller Hanne.

– Jeg har pendlet frem og tilbage mellem Næstved og Roskilde, og var nok kørt lidt sur i den lange transporttid, fortæller Anette.

– Jeg havde den følelse af ikke at kunne small-talke med kunderne, når de fortalte om ting og steder, som jeg slet ikke kender. Jeg kender ikke Roskilde, men jeg kender Næstved og hele området, derfor var det et guldæg der faldt ned i min turban, da jeg hørte om Hanne, og at hun ledte efter en frisør.
Nu er jeg tilbage, ovenikøbet i Karrebæksminde, hvor jeg elsker stemningen af fiskerby og de smukke gamle huse. Samtidig glæder jeg mig til, at kunne fortælle alle mine gamle kunder fra Næstved, at jeg nu er tilbage igen.

Anette starter fredag den 15. juni som heldags ansat hos Hairvision, Alleèn 12, Karrebæksminde.

 

Kommentarer