Næstved By

Ny forpagter af restaurationslokalerne i Sydsjællands Golfklub

Ny forpagter Gitte Spandet og bestyrelsesmedlem Henrik Karlsen. Foto: Sydsjællands golfklub Mogenstrup.

Sydsjællands Golfklubs bestyrelse har indgået aftale med restauratør Gitte Spandet om forpagtningen af restaurationslokalerne i golfklubben.

Den 1. august 2017 overtager Gitte Spandet forpagtningen af køkkenet, som ved samme lejlighed skifter navn til Café Kilden.

Gitte er uddannet kok og har mange års erfaring inden for faget. Gitte Spandet er et kendt ansigt i byen, hvor hun bl.a. tidligere har været daglig leder på Hotel Vinhuset, og for år tilbage drev hun Hotel Krebshuset i Sorø.

I dag er hun indehaver af Café Grønnegade i Grønnegades Kaserne Kulturcenter, hvor hun med succes har skabt et modstykke til de mange konceptcafeer, som skyder op i landskabet. Det er en forventning, at sammenspillet mellem cafeen i Grønnegade og cafeen i golfklubbe, bliver til glæde for såvel klubbens medlemmer som øvrige gæster, der kommer i cafeen.

Med den nye forpagter får Sydsjællands Golfklub en erfaren iværksætter, som har sine rødder i lokalområdet. Gitte stammer fra Vester Egesborg og har bl.a. stået i kokkelære på Mogenstrup Kro.

Den lokale forankring betyder meget for Gitte, og det er også derfor, hun har valgt at navngive den nye restauration efter en lokal seværdighed, Sct. Mogens Kilde.

Gitte glæder sig til det nye samarbejde, hvor der både skal være fokus på det gode klubmiljø og det gode værtsskab. Bestyrelsen vil gerne give den bedste anbefaling til at støtte op omkring den nye forpagter, hvor der udover mad og drikke i åbningstiden kan laves aftaler om arrangementer så som møder, fester, mad ud af huset m.m.

Kommentarer