Næstved By

Ny cocktailbar i Næstved: Rosas Bowler åbner fredag

Rosa Maria Frøstrup Andersen med de forskellige størrelse glasbowler, som skal fyldes med spændende cocktails.

Fredag den 29. september åbnes dørene for Næstveds nyeste cocktailbar i Ramsherred.

Af Birgitte Grejsen Møs.

Der er blevet hamret og banket, revet ned, bygget op, skruet og malet i den helt store stil på adressen Ramsherred 27, i den sidste måneds tid.

I lokalerne, hvor Sepps lå i Ramsherred, har der været afdækket med plastik på vinduerne, så ingen har kunne se, hvad der sker i lokalerne. Nu nærmer dagen sig for åbning og reception for “Rosas Bowler”.

Det er den 39 årige Rosa Maria Frøstrup Andersen, der er indehaver og kvinden bag ideen om et nyt tilbud til “gå i byen”-folket i Næstved.

Rosa Maria kommer oprindeligt fra Greve og er uddannet serviceassistent på Køge Sygehus. Men for 4 år siden valgte hun sammen med sin mand Michael at flytte til Næstved.

– Vi faldt begge to for Næstved og var heldige at finde en lejlighed lige midt på Axeltorv. Ideen om, at vi på under 10 min. på cykel kan være “på landet”, eller at vi kan vågne kl. fire om morgenen og på under ti minutter kan sidde og spise en pizza, tiltalte os rigtig meget. Næstved er en dejlig by og vi er rigtig glade for at bo her.

Det har ikke stået i kortene, at Rosa Maria skulle blive indehaver at en cocktailbar, men det er vennekredsen, der har skubbet på og opfordret til at gøre noget ved det.

– Jeg har altid godt kunne lide at eksperimentere med sjove blandinger og drinksideer. For hver gang, jeg er kommet frem til en velsmagende mix, har jeg gemt opskriften, og det er nu blevet til en helt pæn samling af egne drinks. Og ja, hvorfor så ikke udleve ideen om en cocktailbar, hvor jeg er min egen boss.

– “Rosas Bowler” bliver en bar, hvor man kan købe cocktails, men man kan også købe en velskænket fadøl. Man vil kunne hygge sig med et spil, f.eks. backgammon,  og i det hele taget bliver “Rosas Bowler” et sted med sjove temafester og events.

Artikel forsætter under foto.

Foto: Rosa Maria ses her i døren til sin nye cocktailbar i Ramsherred. Måtten, som ligger i indgangen, er en af de første håndgribelige beviser på, at hendes nye barn er ved at blive en realitet.

– Min kære mand Michael, som er uddannet tømrer, har knoklet med at få “tryllet” lokalet om fra et meget mørkt og lidt slidt sted til en hyggelig og rar cocktailbar. Lige nu mangler vi stadigvæk lidt, der skal ordnes inden fredag, hvor vi har reception, men vi skal nok blive færdige. Det er småting der mangler den sidste finish, så nu kan jeg koncentrere mig om at få ryddet op og i det hele taget glæde mig til, at vi åbner fredag.

– Fredag kl. 17.00-19.00 er der åbningsreception for familie, venner og forretningsforbindelser. Dørene åbner kl 19.00 for alle gæster, som vil tjekke min nye cocktailbar af.

– Allerede på lørdag, den 30. september indbyder “Rosas Bowler” til oktoberfest, hvor der, udover cocktails, bliver serveret store 1. l. velskænket øl. Så nu er der mulighed for at få luftet tyrolerkjolerne og lederhosen.

Alle festaber er velkommen, afslutter en glad og spændt Rosa Maria.

Rosas Bowler
Ramsherred 27.
4700 Næstved
Tlf.: 60 87 17 73

Åbningstider: Torsdag lørdag kl. 18.00-05.00

Kommentarer