Nordeafonden støtter lokalt bordtennisprojekt
Bordtennisklubben Holme Olstrup styrkes nu i arbejdet med at få flere børn og unge til at spille bordtennis, idet Nordea-fonden støtter økonomisk med knap 25.000 kr.
Bordtennisklubben ønsker med et målrettet projekt at få flere børn og unge til at prøve kræfter med verdens hurtigste sport; bordtennis. Bordtennisspillet er sjovt, giver motion og styrker fællesskabet. Med baggrund i projektet ‘Bordtennis for flere børn og unge’ tilbydes kommunens skoler og ungdomsklubber at låne alt hvad der skal til, for at spille bordtennis. Et bordtennisbord inkl. net, 6 stk. bordtennisbat og bolde kan lånes i én måned kvit og frit. Det hele leveres af den lokale bordtennisklub, BTK Holme Olstrup.
Alle interesserede børn og unge kan deltage i en bordtennisskoleturnering, som afholdes sidst på året 2018. Måske ses et nyt dansk bordtennistalent i niveau med Michael Maze, Jonathan Groth eller Holme Olstrup klubbens egen stjerne Andreas Dilling.
Det gode initiativ og projekt målrettet børn og unge i kommunen støttes af Nordea-fonden. Fonden støtter projekter, som giver danskerne lyst til alle former for motion, leg og fysisk aktivitet. Projektet skal inspirere børn og unge til at dyrke motion og idræt. Erfaringer med bordtennis viser, at det styrker hjernen, indlæringen og fællesskabet. Nordea-fonden støtter klubbens arbejde og projekt med 23.500 kr.
Beløbet overrækkes af Nordea Næstveds filialdirektør Henrik Karmark lørdag 11. november kl. 15.00 i forbindelse med afholdelse af en Stiga divisionskamp i Impocurl Hallen, Toksværd Bygade 43, 4684 Holmegaard.
Kommentarer