Kultur

Nøx og Sahra da Silva afslutter sæsonen på Vershuset i Grønnegade

Nøx. Pressefoto

Efterårssæsonen nærmer sig sin afslutning for Spillestedet Vershuset i Næstved, som holder sæsonens sidste koncerter i morgen fredag den 17. samt på lørdag den 18. november.

Sidste weekend på Vershuset bliver med dobbelt op på koncerter: I morgen fredag går Nøx på scenen, og lørdag overtages den af Sahra da Silva. To stærke vokaler med hvert sit udtryk.

Nøx

Med sin hårde opdragelse og dybe kærlighed til hiphopmiljøet i bagagen, skriver Nøx dansksproget rap på et højt teknisk og yderst raffineret niveau. Hendes univers er fyldt med afmagt, eufori, sex, sorg, absint, traumer, smerte, sovs, cigaretter og kringlet kærlighed, der sidder som røg i tynde luftlag. Teksterne rammer direkte og går rent ind, og musikken rummer popæstetik, elektroniske beats og melodiske finesser, lyder beskrivelsen.

Nøx debuterede med singlen ”Nu” i 2020, og året efter kom så debutalbummet Walk of Shame, hvor hun for alvor demonstrerede sin respekterede status på den danske hiphopscene ved at inddrage features som Klamfyr og Josie Amadonna. Når Nøx rammer Næstved i morgen, så er det med det dugfriske, roste album, Pynt, i bagagen.

Med som support medbringer Nøx Flammen, Ung Carlo og Wilhook. De unge drenge har galoperende ADHD, hvilket kommer til udtryk i deres rapstil og energiske liveshows. Drengene, der alle er med i OTS, har udover deres soloprojekter lavet fællespladen Unge Drenge, Gammel Skole.

Sahra da Silva

I mere end et årti har Sahra da Silva været en etableret del af den danske bluesscene og har i den grad fået skabt sig et navn som soloartist. Hun har optrådt med et utal af danske soul- og bluesartister, heriblandt Mike Andersen og Thorbjørn Risager samt varmet op for den engelske soulsangerinde Joss Stone.

Sahra da Silva mestrer det følsomme nærvær og de helt store soulfulde udladninger. Hun er af anmelderne kaldt et “rent powerhouse”. Fra første strofe rejser hårene sig, og foden kan slet ikke undgå at vippe i takt.

Ved DMA Blues 2023 i august blev bandets talent anerkendt med to velfortjente priser. I juni dystede bandet mod nogle af Europas mest fremtrædende blues-artister ved European Blues Challenge. Og den 26. oktober dette år udgiver Sahra da Silva så sit længe ventede nye album, You Let A Good Thing Go. Her finder bandet virkeligt ind til kernen af deres musikalske DNA med gennemført retro soul og blues tilsat en stor portion personlighed og vokalmæssig råstyrke.

Begge koncerter finder sted på Spillestedet Vershuset, Grønnegade 10 i Næstved. Starten går klokken 21, men traditionen tro åbnes dørene allerede klokken 20.

Billetter kan købes på ww.vershuset.dk

Sahra da Silva. Pressefoto 

Kommentarer