Debat og politik •

23-årige Sofiia bragte Ukraine-krigen tæt på eleverne i Bio Næstved

Sofiias personlige fortælling skabte en helt særlig stemning i salen, der fik eleverne til at stille spørgsmål til den hverdag, der må fortsætte trods krigens rædsler. Pressefoto.

Næsten 350 elever fra Næstved Kommune sad tirsdag samlet i Bio Næstved, da ASK WHY? Docs inviterede til dokumentarfilm. På lærredet blev de taget med til Butja i Ukraine, hvor befolkningen kæmper for at genopbygge et liv efter den russiske besættelse.

Det var ikke kun filmen ‘Livet efter massakren’, der gjorde indtryk på eleverne. Efter fremvisningen mødte de en ung ukrainer, der selv har krigen tæt inde på livet. Et møde, der gjorde en konflikt, der ellers kan føles langt væk, mere konkret og nærværende, fortæller Sofie Christine Rahbek Bang fra ASK WHY? Docs.

Filmen, som er instrueret af Mila Teshaieva og Marcus Lenz, følger over tre år en gruppe mennesker i byen Butja, der forsøger at opretholde en hverdag efter Ruslands fuldskala invasion i februar 2022. Den fortæller om traumer, tab og frygt, men også om fællesskab, håb og ønsket om at kunne leve et almindeligt liv igen.

Alt sammen temaer, som 23-årige Sofiia Revenko kender alt for godt. Hun var med som dagens gæst, og efter filmen stod hun klar på scenen foran det store lærred og kunne fortælle, hvordan krigen ser ud fra den anden side af nyhedsudsendelserne. Sofiia er opvokset i Kharkiv i det østlige Ukraine, hvor hun boede i de første fem måneder af invasionen. Siden er hun kommet til Danmark som flygtning.

I dag engagerer hun sig blandt andet i Dansk Flygtningehjælp og DFUNK, hvor hun er næstforperson og repræsenterer ukrainske unge på flugt.

Fra nyheder til virkelighed

I salen blev der lyttet opmærksomt efter filmen.

For mange af de danske unge er krigen i Ukraine mest noget, de kender gennem billeder på sociale medier, nyheder og overskrifter. Men når et næsten jævnaldrende menneske står foran dem og fortæller om sin egen by, sin familie og sine venner, kommer fortællingen tæt på.

Pludselig handler krigen ikke kun om missiler og landegrænser på et kort, men også om at have venner i krig, om adskillelse fra dem man elsker og om at skulle starte forfra i et nyt land.

Sofiia fortalte beskrev det blandt andet således:

– Jeg har stadig mange venner og familie, som bor forskellige steder i Ukraine. To af mine meget gode venner er soldater i Ukraine. (…) Det er ikke nemt at starte et nyt liv i et andet land (…) Alt er meget svært, for du starter ikke bare fra nul, men du starter fra minus. Det handler ikke kun om sprog og kultur, der er mange ting du skal opbygge.

For hvad er egentlig sværeste ved at bo i Danmark, når man kommer udefra? Hvordan så Sofiias hverdag ud før krigen? Og ville hun flytte tilbage til Ukraine, hvis hun fik mulighed for det? Det er blot nogle af de spørgsmål, eleverne stillede under samtalen efter filmen.

I salen sad også Anna fra Haslev Privatskole, som selv kommer fra Ukraine. For hende gav mødet med Sofiia en særlig genklang.

– Jeg kommer fra Ukraine, og når jeg ser ukrainske nyheder, så fortæller de flere detaljer om krigen end i de danske nyheder, fortalte hun.

Det fik klassekammeraten Emilie til at forestille sig, hvordan det ville være, hvis hendes egen familie befandt sig midt i krigen.

– Hvis jeg havde familie i Ukraine, ville jeg tænke over det hele tiden. Det ville være meget hårdere for mig at gå i skole og gøre alle de ting, jeg gør i min fritid. Filmen i dag gør at jeg bedre kan sætte mig ind i Annas situation og det, at hendes bedsteforældre er dernede, sagde hun.

Sofiias personlige fortælling skabte en helt særlig stemning i salen, der fik eleverne til at stille spørgsmål til den hverdag, der må fortsætte trods krigens rædsler. Pressefoto.

Et møde, der bliver siddende

Arrangementet i Bio Næstved kom til at handle om meget mere end en film, fortæller Sofie Christine Rahbek Bang.

– Det handlede om et møde mellem unge mennesker i Danmark og en ung person, hvis ungdom er blevet formet af krigen. For de næsten 350 deltagere fik krigen i Ukraine en stemme og et ansigt, og kom derfor tættere på, end når vi møder den som en historie på tv, siger hun og tilføjer:

– Og måske er det netop sådanne møder, der gør det muligt for unge at forstå, at bag de store ord om krig, invasion og flygtninge findes mennesker, der ligner dem selv – mennesker med venner, familie, uddannelse, drømme og en hverdag, som er forandret.

I Danmark er ASK WHY? Docs et lokalt undervisningsinitiativ, hvor film og debat bruges til at åbne samtaler om menneskerettigheder, demokrati og frihed. I denne sæson er projektet fysisk til stede i 25 kommuner med deltagelse af flere end 10.000 elever fra 37 kommuner.

I efteråret 2026 lancerer The Why Foundation sin kampagne Why Freedom?, der gennem fem stærke dokumentarfilm stiller det enkle, men store spørgsmål: Hvad betyder frihed for dig? ‘Livet efter massakren’ er én af filmene.

 

Kommentarer