Nappet med urimeligt høje hastigheder
Politiets færdselsafdeling var torsdag ude med måleudstyret for at kontrollere hastigheden på landevejene.
Mellem klokken 9.56 og 10.26 var det bilisterne på Slagelsevej ved Fuglebjerg, der blev tjekket, og her blev en bilist målt til at køre ikke mindre end 133 km/t på trods af hastighedsbegrænsningen, der er på 80 km/t. Det giver en betinget frakendelse af kørekortet, og det betyder, at der skal aflægges en kontrollerende køreprøve, som består af en teoriprøve og en praktisk prøve. Dertil kommer en bøde, der i udgangspunktet er på 3.000 kroner.
Færdselskontrollen blev genoptaget torsdag aften på Slagelsevej, og mellem klokken 20.41 og 23.00 var der tre, der blev målt til at køre så hurtigt, at det giver et klip i kørekortet, mens tre andre trykkede så fast på speederen, at de står til en betinget frakendelse. Den højeste hastighed blev målt til 140 km/t, hvor hastighedsbegrænsningen er på 80 km/t.
Kommentarer