Næstved By

Næstved Svømmeklub lander aftale med ny trøje- og stævnesponsor

Virksomheden Entreprenør Morten C. Henriksen er i gang med at opføre nye, moderne vand- og svømmefaciliteter på Stenlængegårdsvej. Nu er de også blevet trøje- og stævnesponsor for Næstved Svømmeklub. På billedet ses: i midten Martin Anker fra Næstved Svømmeklub flankeret af Anders Lunddal Mehlsen (tv) og Bo Vincentsen Saaek, begge fra Entreprenør Morten C. Henriksen. Foto: Næstved Svømmeklub

Nu ved Næstved Svømmeklub hvilket navn, der skal stå på ryggen af klubtrøjerne: Entreprenør Morten C. Henriksen har nemlig lige tegnet et to-årige trøjesponsorat frem til sommeren 2025. 

Måske klinger navnet ‘Entreprenør Morten C. Henriksen’ bekendt i de fleste folks ører på Næstvedkanten – og det er der en grund til. Entreprenørvirksomheden er nemlig bygherre på de nye, flotte vand- og svømmefaciliteter, der er under opførelse på Stenlængegårdsvej.

– Det er derfor med enorm stor stolthed, at vi kan præsentere Entreprenør Morten C. Henriksen som nye trøjesponsor i Næstved Svømmeklub. Entreprenør Morten C. Henriksen har tegnet et to-årige trøjesponsorat frem til sommeren 2025, hvor deres fantastiske logo vil være at finde på ryggen af klubtrøjen, lyder det i en pressemeddelelse fra svømmeklubben. 

Således kommer entreprenørvirksomheden ‘med på tur’ de kommende to år, når klubbens talentfulde svømmere tager til stævner og mesterskaber rundt i de danske svømmehaller. 

Nyt efterårsstævne

Men Entreprenør Morten C. Henriksen vil gerne mere end at få sat deres logo på trøjen, hvorfor de også har indgået et to-årigt stævnesponsorat med Næstved Svømmeklub, hvilket betyder, at klubbens nye Børne- og Årgangs-svømmestævne i starten af november kommer til et hedde ‘Entreprenør Morten C. Henriksen Børne- og Årgangs Cup 2023’, og med en tilsvarende stævne i 2024. 

Det nye stævne bliver med et koncept, hvor Børne- og Årgangs-svømmerne er i centrum.

– Disse årgange havde det meget svært under COVID-19 pandemien, hvor al træning var henlagt til såkaldt tørtræning på land, fortæller Martin Anker, sponsoransvarlig fra Næstved Svømmeklub.

Stævnet kommer til at løbe over tre dage, hvor der svømmes i rene årgangsgrupper med finaler lørdag og søndag eftermiddag og aften. Til finalerne vil der være Last Callroom, fantastisk lys og lyd, flotte medaljer og store pokaler.

– Vores intention og forhåbning er, at svømmerne til dette festlige svømmestævne  vil få en oplevelse, de sent vil glemme, og hvor taget på Næstved Svømmehal helt sikkert vil løfte sig, når der svømmes finaler og holdkapper. Derfor er vi rigtigt glade for, at Entreprenør Morten C. Henriksen har fuld fart på byggeriet af de nye vand- og svømmefaciliteter på Stenlængegårdsvej, griner Martin Anker, som er begejstret for det nye sponsorat.

– Det er fantastisk, at Entreprenør Morten C. Henriksen vil støtte op om Næstved Svømmeklub med de to sponsorater, så klubben kan fortsætte den rivende udvikling, den er inde i. Vi har masser af talenter i klubbens konkurrenceafdeling, hvilket er bevist med blandt andet medaljer til de sidste par års DM for Årgangssvømmere, og vi har allerede på nuværende tidspunkt ni svømmere kvalificeret til Danske Årgangs Mesterskaber på langbane, der afholdes i Holstebro i 1. uge af skole sommerferien, samt syv svømmere kvalificeret til Danske Junior Mesterskaber på langbane, der afholdes i Gladsaxe i anden uge af skolernes sommerferie, fortæller Martin Anker og tilføjer:

– Det er et stærkt signal ud ad til, at vi er med, hvor det er sjovest at være, og rejsen frem mod at lave Region Sjællands bedste træningsmiljø kan nu forstærkes med Entreprenør Morten C. Henriksen som trøje- og stævnesponsor.

Han er ikke i tvivl om, at Næstved Svømmeklubs konkurrenceafdeling går en super spændende sæson 23/24 i møde med novemberstævnet Entreprenør Morten C. Henriksen Børne- og Årgangs Cup 2023 på programmet og med Entreprenør Morten C. Henriksen på ryggen af trøjen.

– Det vil helt sikkert fortsætte den gode fremdrift og udvikling, som klubben har gang i, og så glæder vi os utroligt meget til, at de nye vand- og svømmefaciliteter, bygget af vores nye trøje- og stævnesponsor, står færdige på Stenlængegårdsvej, så Næstved Svømmeklub får et bassin, hvor det bliver muligt at afholde store mesterskaber i fremtiden. Vi ser frem til et fremragende samarbejde med Entreprenør Morten C. Henriksen A/S de kommende to år, slutter Martin Anker.

Fakta om Entreprenør Morten C. Henriksen A/S

Entreprenør Morten C. Henriksen A/S (EMCH) er et Aktieselskab, stiftet i 1985, og ejet af MCH Holding. Fra lokationen i Holbæk opererer virksomheden på hele Sjælland.

EMCH arbejder med alle former for entreprenørarbejder. Virksomheden er særligt kendt for store og komplekse bygningsværker inden for sport og idræt, kultur, boliger, senior, pleje og sundhed, domiciler etc. De udvikler deres egne projekter, byggestyrer total-, hoved- og storentrepriser samt udfører egenproduktion og styring inden for jord-, kloak- og betonarbejder. EMCH har desuden stor erfaring med integreret byggeri og tidlig inddragelse.

“Vi lægger stor vægt på en professionel styring af tid, kvalitet og økonomi samt et godt samarbejde med alle involverede parter i byggeprocessen. Vi ønsker at gennemføre og aflevere byggerier, som vi alle kan være stolte af mange år frem”.

Læs mere om Entreprenør Morten V. Henriksen på virksomhedens hjemmeside

 

Kommentarer