Næstved By

Næstved bliver årets Grand Prix By 2023

Det regner med glimmer i Næstved, som skal være vært for Dansk Melodi Grand Prix og børnenes MGP. Foto: Julie Spuhr.

Lørdag den 11. februar sender DR Dansk Melodi Grand Prix direkte fra Arena Næstved. Lørdag den 18. februar gælder det børnenes MGP, som også afholdes i Næstved.

Humøret er højt i Næstved, hvor det regner med glimmer her til morgen. Næstved er nemlig vært for Dansk Melodi Grand Prix og børnenes MGP næste år. Begge dele afholdes i Arena Næstved.

Folkefest

Borgmester Carsten Rasmussen har netop modtaget Melodi Grand Prix-stafetten, og både han og direktør i Arena Næstved, Jakob Brixvold, har armene i vejret over at være værter for de to melodiske fester i februar 2023.

– Hele kommunen trækker i festtøjet. Musik bringer mennesker sammen, og som Melodi Grandprix-by næste år vil vi sørge for, at folkefesten kan mærkes lige fra vuggestuer til ældrecentre, siger borgmester Carsten Rasmussen og tilføjer:

– Hvis vi selv skal sige det, er Næstved det oplagte valg, for vi har udklækket to grandprix-vindere: Fra Næstved Musikskole sangerinde og skuespiller Flora Ofelia, som vandt børnenes MGP i 2015, og fra Næstved Ungdomsskole trommeslager Ihan Haydar, som har vundet Dansk Melodi Grandprix i 2012 og sørme også i 2022.

Professionelt samarbejde
Arena Næstved kommer til at være et festligt midtpunkt for alle, der holder af Melodi Grand Prix og MGP, og direktør Jakob Brixvold forsikrer, at der bliver fest i gaden.

– Der ligger et par års forarbejde i at få en begivenhed som denne i hus, siger han, og det er skønt at konstatere, at vi som venue nu er i en liga, hvor vi i et professionelt samarbejde med DR skal skabe to fantastiske events for publikum, kunstnere og hele den store produktion, et Melodi Grand Prix består af.

Stærk tradition i DR
Dansk Melodi Grand Prix har 60 år på bagen, og ledende redaktionschef i DR Kultur, Debat og Musik, Gustav Lützhøft, lægger vægt på, at Melodi Grand Prix’et sammensættes af et bredt felt af kunstnere og musik som afspejler den danske kultur- og musikscene lige nu.

– Dansk Melodi Grand Prix samler os på tværs af generationer og smag, siger han. Derfor er det igen i år ambitionen at skabe et show, der bringer danskerne sammen, siger han.
De otte sange præsenteres i det nye år, ligesom værterne til showet meldes ud senere på efteråret.

Vær med i festen
Næstved er Årets Grand Prix By 2023, og i ugerne op til Dansk Melodi Grand Prix vil der være forskellige kulturelle arrangementer for både børn og voksne. Programmet præsenteres i det nye år.

Billetsalget begynder i november og både Melodi Grand Prix og MGP kan ses på DR1 og DRTV.

Fakta
I 2022 havde Dansk Melodi Grand Prix 998.000 seere fordelt på DRTV og DR1.

2021 – (Studie 5 i DR Byen pga. Covid 19)
2020 – København, Royal Arena
2016 – Horsens, Forum
2014 – Odense, Arena Fyn
2013, 2017, 2019 & 2022 – Herning, Boxen
2012, 2015 & 2018 – Aalborg, Gigantium
2011 – Ballerup Arena

Kommentarer