Lokale fodboldklubber i Næstved hyldes på ny landsholdstrøje
Når de danske spillere på herrelandsholdet trækker den rød-hvide landsholdstrøje over hovedet til sommerens EM-slutrunde i Tyskland, bærer de håbet og drømmene fra tusindvis af små klubber over hele landet.
I en hyldest til foreningslivet har DBU i samarbejde med landsholdets mangeårige tøjsponsor, hummel, designet den nye herrelandsholdstrøje til EM som et symbol på det danske fodboldfælleskab, hvor hver af de 1.535 fodboldklubber under DBU er navngivet på indersiden af trøjen.
Se video om den nye landsholdstrøje her.
Artikel fortsæter under billedet
Et budskab, der vækker glæde hos fodbolddirektør i DBU, Peter Møller.
– Vi har et klart ønske om at være hele Danmarks hold, inspirere børn og unge og vise dem, hvordan fodbolden kan samle os. Det handler ikke kun om at vinde, selv om det er landsholdets primære rolle, men fodbolden kan utrolig mange ting, og vi hænger sammen i det her store fodboldsystem i Danmark. Når et barn træder ind på den lokale fodboldbane, er de ikke bare et medlem af en klub; de bliver en del af en større fortælling om dansk fodbold, der går hele vejen fra de lokale samfund til landsholdet – det må vi aldrig glemme eller tage for givet, siger han.
Jakob Høyer, konstitueret kommerciel direktør i DBU, tilføjer:
– Med rekordhøje medlemstal i de danske fodboldklubber har interessen aldrig været større, og sammen med hummel er vi utrolig stolte af at kunne præsentere en landsholdstrøje, der symboliserer vores unikke fodboldfællesskab. Det er et vidnesbyrd om, at landsholdet står på skuldrene af tusindvis af klubber, store som små. Den nye landsholdstrøje er vores måde at takke alle de fantastiske fodboldklubber i Danmark.
– Ved at indarbejde navnene på alle 1.535 danske fodboldklubber i landsholdstrøjen ønsker vi at anerkende og hylde de utallige frivillige, spillere og lokalsamfund, der hver dag yder en kæmpe indsats for børn og unge og for at skabe morgendagens talenter. Trøjens design er en påmindelse om, at landsholdet ikke kun handler om spillerne på banen, men også de tusindsvis af klubber, der danner hele fundamentet for dansk fodbold, udtaler hummels CEO, Allan Vad Nielsen.
Den nye landsholdstrøje kommer for første gang i aktion til lørdagens testkamp mod Schweiz i Parken.
Som en del af hummels og DBU’s hyldest til græsrødderne vil indløbsbørnene til denne kamp være iført DBU Børneklubtrøjer for at anerkende de klubber, hvor der gøres en ekstra indsats for børnefodbold.
Kommentarer