Næstved By

Lokal forfatter debuterer med ny roman

Trine V. Ipsen, der er født i Næstved, har netop udgivet sin første roman. Romanen hedder ”Under skoven danser vi” og blev udgivet d. 25. august. Hun begyndte allerede at skrive på den, da hun var 17 og da hun gik på HHX på Zealand Business College i Næstved. Siden har hun arbejdet på bogen igennem mange års skrivning og studier herhjemme og udlandet. Meget af inspirationen til den magiske, historiske roman ”Under skoven danser vi” kommer fra Trines barndom og opvækst.

– En stor del af handlingen i bogen foregår i skoven. Her hentede jeg meget inspiration fra de mange skove i Næstved, hvor jeg legede som barn. Desuden har jeg ladet mig inspirere af de mange bøger, der er på Næstved Bibliotek. Mig og mine veninder nærmest boede på biblioteket, da vi var yngre, og at blive tryllebundet af så mange fantastiske fortællinger har uden tvivl sat inspirationen i gang, fortæller Trine V. Ipsen.

Trine mistede i en ung alder sin far, og sorgen gav inspiration til den magiske, historiske roman ’Under skoven danser vi’, der omhandler den unge kvinde Ella, som i sin barndom indirekte er skyld i tabet af sin bedste ven.

Lokal forfatter med en travl kalender

Trine V. Ipsen er født i Næstved og har tidligere boet i København, hvor hun er uddannet cand.mag. i engelsk fra Københavns Universitet. Hun har indtil sommerferien arbejdet som gymnasielærer i engelsk på Det Frie Gymnasium og Gentofte HF. Her i efteråret flytter hun til Bruxelles, hvor hun skal i traineeship som oversætter. Hun er tidligere udkommet i antologier og tekstsamlinger i ind og udland, og er engageret i frivilligt arbejde for foreningen HUF (Håbefulde unge forfattere).

Romanen foregår i årene under Napoleonskrigene, hvor Europa er splittet, og alle lande er under oprustning. Krigen er dog endnu ikke nået til Danmark, men de store grevskaber fornemmer alligevel, at noget er på vej. I skovene lurer koldblodsvæsnerne, sagnvæsner, der hypnotiserer deres ofre og stjæler deres varme.

Hovedpersonen Ella møder i en tidlig alder et koldblodsvæsen, og mødet bliver skæbnesvangert for hele hendes opvækst. Hun bliver rekrutteret af sin gudfar til en militær specialenhed, der eksperimenterer med brugen af koldblod. Under sin oplæring i krigskunst og kontrol af koldblodet lærer Ella også om venskab, tillid og ikke mindst det at kunne tilgive de hændelser, der hviler i fortiden.

’Under skoven danser vi’ er første bind i en serie, der kombinerer verdenshistorie med fantastiske elementer.

Kommentarer