Livreddertårnet på Enø Strand fejrer 20-års fødselsdag i år
Livreddertårnet på Enø Strand fejrer 20-års fødselsdag i år, så når den ny sæson skydes i gang på fredag, er der kage til de første strandgæster fra klokken 10.00.
Som vi allerede har fortalt her på Næstved Netavis, så er det på fredag den 28. juni, at TrygFondens kystlivreddere åbner livreddertårnet på Enø Strand, men i år kan man samtidig fejre, at er det 20 år siden, at livreddertårnet blev indviet på stranden, og TrygFonden Kystlivredning har været glade for at passe på badegæsterne igennem årene, lyder det i en pressemeddelse.
– I den tid, vi har haft livreddere på Enø Strand, har vi haft et rigtig godt samarbejde med kommunen om livredderordningen, og jeg ved, at vores livreddere har haft mange gode dage på stranden med de lokale badegæster og turisterne. Det har været en stor fornøjelse at være med til at gøre strandturen tryg for både børn og voksne, siger René Højer, projektchef i TrygFonden.
I anledningen af livreddertårnets 20-års fødselsdag byder livredderne på kage til de første strandgæster den 28. juni fra klokken 10.
Livredderne håber på en solrig og varm badesæson, så der kommer mange mennesker på strandene i år.
– I løbet af foråret har livredderne trænet intensivt for at blive klar til badesæsonen, og nu er det endelig tid til at komme ud på strandene. Hvis der opstår farlige situationer i vandet, er livredderne klar til at træde til med hjælp. Men det forebyggende arbejde er også en stor del af livredderjobbet. Derfor er livredderne opmærksomme og klar til at gribe ind, hvis der er situationer, som potentielt kan udvikle sig og bringe personer i fare, fortæller René Højer.
Han opfordrer strandgæsterne til at komme forbi og få en snak med livredderne i løbet af sommeren. Livredderne viser gerne deres livredderudstyr og fortæller, hvad man særligt skal passe på, når man bader i havet.
Kommentarer