Næstved By

Julemandsløbet i Næstved er blevet en del af Jul i Grønnegade

Julemandsløbet er en god måde at blive rystet sammen på. Her er det en del af byrådet i Næstved som løb med. Foto: Aligo Francis.

Den 3. december skal der atter løbes Julemandsløb i Næstved til fordel for Svovlstikkerne, men denne gang sker det på en ny nissevenlig location.

Christian Dreist, formand for Svovlstikkerne fik ideen til at Næstved skulle have et julemandsløb. og sådan blev det.

Ideen kom fra Madrid, og selv om Næstveds julemandsløb ikke har markeret sig som det største, har den hyggelige begivenhed fået stor opmærksomhed.

10. december 2017 var det første gang at Næstveds gader blev fyldt med store som små julenisser og blev dermed også starten på en juletradition som Svovlstikkernes eventgruppe værner om. Samtidig blev løbet en “verdenskendt” begivenhed, da de løbeglade julemænd, børn og hunde nåede nyhederne på DR1 og senere på CNN.

Artikel fortsætter under foto.

Ny location

I år inviterer Svovlstikkerne til det hyggelige julemandsløb i samarbejde med Grønnegades Kaserne Kulturcenter, hvor der samtidig er Jul i Grønnegade. Det sker lørdag den 3. december.

Kom og vær med til at støtte Svovlstikkernes arbejde med at indsamle midler, som uddeles inden jul til økonomisk dårligt stillede børnefamilier i Næstved Kommune. Julehjælpen består af fødevarer til juleaften og første juledag, samt julegaver til børn.

Vi starter på Lave Ridebane kl. 14.00 – kom derfor i god tid hvor den travle julemand har lovet at starte løbet.

Ruten er på 750 meter, som ligger på Grønnegades Kaserne Kulturcenters område, og den kan løbes én eller flere gange.

Ruten kan løbes med barnevogn, vær dog opmærksom på at ruten byder på brosten.

Alle børn vil få uddelt en medalje som er sponsoreret af Sydbank.

Der uddeles præmier til den bedst udklædte dreng og pige, der vil blive bedømt af ægte julemandsdommere.
Præmierne sponsoreres af BIO Næstved, Grønnegades Kaserne Kulturcenter og BonBon land.

Nissehue og startnummer er inkluderet i prisen. Køb billetter HER

Overskuddet går til Svovlstikkerne.

Se indslaget fra Næstved som nåede langt ud over Danmarks grænser HER

Kommentarer