Indvielse: Næstved Fotoklub har fået ny, flot storskærm

Fra indvielsen af den nye fladskærm i Næstved Fotoklubs lokaler. Privatfoto

Næstved Fotoklub har fået støtte af Spar Nord Fonden til indkøb af en fladskræm. Det er et længe næret ønske, at klubben kan præsentere medlemmernes digitale billeder med et højt teknisk niveau. Støtten på 20.000 kroner har gjort det muligt for klubben at indfri ønsket. 

Spar Nord Fondens støtte er tildelt klubbens projekt ‘Fremtidens Digitale Billeder’.  Det er projektets formål at øge kvaliteten af de billeder, der skabes af klubbens medlemmer. Projektet er derfor indkøb af en stor fladskærm af god teknisk kvalitet, med høj opløsning og korrekt farvegengivelse, som kan understøtte klubbens medlemmer i den bestræbelse. Med et bedre teknisk udstyr, der kan yde moderne digitale billeder retfærdighed, kan fotoklubben følger med den tekniske udvikling. Klubben kan derfor fortsat tiltrække nye medlemmer, som vil være med til at skabe bedre billeder.

Skærmen, der er købt lokalt hos Frem Radio i Ringstedgade,  blev indviet i klubbens lokaler torsdag den 12. oktober.

– Vi er glade for, at det endelig har været muligt at udskifte en ældre projektor med en ordentlig skærm, der kan vise farver og sort/hvid korrekt. Faktisk er noget af det mest udfordrende ved visning af digitale billeder, at få vist sort og gråtoner korrekt. Det kan vores nye skærm,  sagde klubbens formand, Freddie Hansen, i forbindelse med indvielsen.

Alle er velkomne i klubben

Hvis man gerne vil være en bedre fotograf, uanset udgangspunkt og ambitioner, så kan man få noget ud af at være med i en fotoklub, hvor man kan få inspiration og ideer til at blive en bedre fotograf.

Alle er velkomne til at kontakte Næstved Fotoklub på hjemmesiden www.naestvedfotoklub.dk. Man kan deltage gratis i de første par møder, inden man beslutter, om man vil være medlem.

Klubben har cirka 45 medlemmer, og man mødes hver torsdag klokken 19.30 til cirka 22 på Grønnegades Kaserne.

 

Kommentarer