Kultur

Gadeteaterfestival sætter fed streg under international

Grønnegades Kaserne Kulturcenter og Dansk Rakkerpak & Faster Cool, er klar til at præsentere et imponerende program til gadefestivalen i august. Pressefoto

Der venter store teateroplevelser når artister fra blandt andet Brasilien, Italien, Finland og Frankrig gæster Næstved Internationale Gadeteaterfestival Street Cut den 9.-11. august. Festivalens arrangører, Grønnegades Kaserne Kulturcenter og Dansk Rakkerpak & Faster Cool, er klar til at præsentere det imponerende program.

Publikumsinvolverende fransk linedans, en trofast brasiliansk menneske-hund, frikadellestegning og hollandsk ska punk i en amerikansk skolebus. Programmet for dette års gadeteaterfestival er en imponerende blanding af opsigtvækkende begivenheder, som kan opleves på Grønnegades Kaserne Kulturcenter i hjertet af Næstved den 9.-11. august.

Street Cut er en gadeteaterfestival der hvert år arrangeres af Grønnegades Kaserne Kulturcenter og Næstveds Internationale Egnsteater Dansk Rakkerpak & Faster Cool. Forestillingerne spiller i henholdsvis Næstveds gader og på festivalpladsen på Grønnegades Kaserne Kulturcenter.

Pressefoto

Ifølge dem selv, overgår arrangørerne hvert år sig selv i planlægningen og bookingen af de mange forestillinger, fortæller Niels Peter Kløft der udover at booke teater til festivalen, til daglig er en del af den kunstneriske ledelse i Dansk Rakkerpak & Faster Cool.

– Jeg er virkelig stolt af de forestillinger, vi har med i år. Særligt af, at vi får besøg af franske Cie Bassinga, der udover sin længde og størrelse på 35 meter linedanserwire hen over festivalpladsen, også er en helt særlig oplevelse for publikum. For uden publikum ingen forestilling. Publikum holder vejret i samtlige 40 minutter forestillingen varer, for det er en medrivende og involverende oplevelse, hvor alle der kigger på, faktisk bliver en del af oplevelsen, fortæller Niels Peter Kløft.

Og lignende flotte ord har festivalbookeren om alle forestillingerne, der også tæller besøg af og koncert med det hollandske orkester Bazzookas, som kører Europa tyndt med deres store amerikanske, gule skolebus, hvori de på taget spiller deres energiske og vilde koncerter i genren ‘ska punk’.

– Det er i år noget af det flotteste teater fra hele verden, vi præsenterer, og det er med stolthed, at vi i år har besøg af brasilianske Ave Lola, hvis forestilling ‘O Vira-Lata’, der handler om en mand, som tror, han er en hund, og en kærlighedshungrende ung dame, fortæller Niels Peter Kløft, der også gerne vil pege på Cie Bruitals westernparodi ‘Wanted’ og Colleftic Le Méandres eksperimentelle danseforestilling ‘Bien Parado’, som forestillinger, man absolut ikke må gå glip af på årets gadeteaterfestival.

Pressefoto

Flere forestillinger er fra danske teatre, ikke mindst Næstveds lokale Kompagni 47, der i år viser deres forestilling ‘Engleagtig’, som er en fysisk forestilling med forførende dansetrin, vilde stunts og rå følelser. Dansk Rakkerpak & Faster Cools egne bidrag skal heller ikke glemmes. De spiller deres forestillinger ‘Balder og Dragen’ samt teaterkoncerten ‘Glimmer på’, og så får Næstveds gader selvfølgelig besøg af de populære ‘Skøre Strømere’.

Udover det imponerende program byder festivalen også af sidste års meget populære skibsbruds-legeplads ‘Friends of Cruso’ fra catalanske Toc De Fusta, og den hyggelige festivalplads byder som altid på god stemning og hygge mellem forestillingerne.

Læs mere om Street Cut Gadeteaterfestival på festivalens hjemmeside www.streetcutfestival.dk

Pressefoto
Pressefoto

 

Kommentarer