”For meget af det go’e”: SPJustFrost afslutter foråret på Vershuset
SPJustFrost afslutter forårsprogrammet på Vershuset. Pressefoto.
Trioen SPJustFrost er på en forårsturné rundt i landet, som de har døbt ”For meget af det go’e”. Når de går på scenen lørdag den 16. maj, så er de spillestedet Vershusets sidste navn på programmet inden sommerpausen.
Gennem tiden har SPJustFrost markeret sig som et af Danmarks helt enestående live acts, der byder på en unik blanding af klassiske og originale numre med intense optrædener. Gruppens sammenspil og smittende glæde for New Orleans-inspireret musik er deres varemærke.
SPJustFrost har spillet hundredvis af koncerter på klubber og festivaler på kryds og tværs af Danmark, og deres trofaste publikums begejstring og store kærlighed til trioen, er til stadighed motivationen for at starte tourbussen op igen.
Og budskabet er i dag stadig det samme som i 1998, da trioen indspillede deres legendariske ”Live in CPH”, på et stopfyldt Café Bopa på Østerbro. En aften, hvor Cafe Bopa blev omdannet til en svedig klub på Frenchmen Street i New Orleans. Trioen var i topform, og assisteret af tre velspillende blæsere, fik de caféens tag til at lette og skabte det album, der blev en milepæl i historien om SPJustFrost.
SPJustFrost består af SP (Henrik Schou Poulsen), bas og vokal, Esben Just, piano og vokal, samt Søren Frost, trommer og vokal.
Oplev trioen lørdag den 16. maj på Vershuset, Grønnegade 10 i Næstved. Dørene åbnes klokken 20 og koncerten starter klokken 21.
Læs mere og book billetter på www.vershuset.dk









Kommentarer