Næstved By

Erfaren erhvervsrådgiver er tiltrådt i Møns Bank

Erik Arnberg Maigaard Filtenborg er startet hos Møns Bank, Næstved pr. 1. oktober. Foto: Møns Bank

Tidligere filialdirektør i Sparekassen Sjælland-Fyn er begyndt i Møns Bank i Næstved pr. 1. oktober.

Det er en bankmand med et længere CV, der nu har valgt at arbejde for Møns Bank. Erik Arnberg Maigaard Filtenborg er 36 år og er senest hjemvendt fra et job som erhvervskundechef i GrønlandsBANKEN gennem 1½ år. Tidligere har han arbejdet 7 år i Sparekassen Sjælland-Fyn, både som filialdirektør i Vordingborg og erhvervsrådgiver. Og så har han også været forbi et par andre banker under sin oplæring.

– Det var virkelig et eventyr at være i Grønland, siger han. Naturen er fantastisk, og fagligt fik jeg indblik i utroligt mange brancher – fra fisk og mineselskaber til håndværk, detailhandel, ejendomsselskaber og meget andet.

Nu er familien tilbage i Danmark, og Erik glæder sig til sit nye job.

– Jeg har holdt øje med Møns Bank og finder, at de værdier banken står for, ligger helt på linje med mine egne, siger han. Det handler bl.a. om nærvær, dialog og indlevelse – og at man er der for kunderne i både med- og modgang.

Lokal tilstedeværelse er vejen frem 

De senere år har der været en tendens til centralisering af erhvervsbetjeningen hos de større pengeinstitutter.

– Vi er gået imod strømmen, og set i bakspejlet var det en rigtig beslutning at etablere os i Næstved for snart 8 år siden, siger filialdirektør Lars Jørgensen. Vi oplever, at bankens tilstedeværelse og indsigt i de lokale forhold er forudsætningen for en værdiskabende sparring for vores kunder.

– Og det glæder jeg mig til, at Erik kan bidrage endnu mere til fremover, tilføjer han. Erik kommer med et stort lokalkendskab og et meget bredt netværk fra lokalområdet, især sydpå ned mod Vordingborg-området.

Privat er Erik gift med Phillippa, der arbejder som journalist på TV2 ØST, og sammen har de datteren Madeline på 3 år. I sin fritid går Erik meget op i sport, primært med en bold. Familien er bosat i Vordingborg.

Kommentarer