Samfund

Enigt byråd tager første skridt til ny Sundhedsby i Næstved

Næstved Kommune køber bygning 6 på sygehusgrunden i Næstved af Region Sjælland. Fotos: Næstved Kommune
På et lukket byrådsmøde 5. marts har Byrådet besluttet at købe en bygning på sygehusgrunden i Næstved af Region Sjælland. Købet er første del af en fælles vision mellem regionen og kommunen om Sundhedsby Næstved – og en vigtig del af forberedelserne til den nye sundhedsreform.

Sundhedsby Næstved er en vision om det nære sundhedsvæsen, hvor kommunen og regionen arbejder tæt sammen på tværs. Målet er at løse sundhedsopgaverne i fællesskab og øge sammenhænge i patientforløb til gavn for og tæt på borgerne.

Visionen er formuleret mellem Næstved Kommune og Region Sjælland. Ambitionen er at samle et bredt tilbud af relevante, borgernære sundhedstilbud på den eksisterende sygehusgrund centralt i Næstved. Det er også tanken, at civilsamfund, patientforeninger og private aktører vil kunne flytte ind på sygehusgrunden i fremtiden.

Det har været en central del af de politiske udspil og reformer på sundhedsområdet gennem flere år at styrke indsatser tæt på borgerne. Det gælder for eksempel Sundhedsreformen fra 2024, der skal bringe sundhedsvæsenet tættere på borgerne blandt andet via Sundhedsråd.

Enigt byråd stemte for køb

Det var et helt enigt byråd i Næstved, som tog beslutningen om at købe den såkaldte bygning 6, den tidligere børneafdeling. I første omgang vil Næstved Kommune bruge stueetagen. Senere vil de øvrige etager blive taget i brug i takt med, at regionen rykker ud.

Beslutningen vækker glæde hos Jette Leth Buhl (SF), formand for Sundheds- og Forebyggelsesudvalget i Næstved Kommune.

– Første skridt er købet af bygning 6, hvor vi vil indrette faciliteter til vores rusmiddelenhed. Placeringen er central, og med tæt adgang til det eksisterende sygehus vil vores borgere få mulighed for en mere sammenhængende behandling på samme matrikel. Jeg er også glad for, at et enigt Sundhedsudvalg bakker op, siger hun.

Næstved Kommune vil nu vurdere, hvorvidt andre kommunale sundhedstilbud, som for eksempel Sundhedscenteret på Præstøvej, kan rykke ind på andre dele af den store sygehusmatrikel.

 

Kommentarer