Næstved By

Elever fra Næstveds 6. klasser tager coronarevanche i konkurrencen ”LEGO Space Challenge”

Elever fra 5. Klasse har under Lego Space Challenge i marts 2022 programmeret EV3 robotten til at løse missioner på Spacebanen. De dyster to hold af gangen og det hele livestreames på storskærm lige bagved. Store elever fra Kobberbakkeskolen afd. Sjølund holder øje med om reglerne følges og giver point

Corona spændte ben for 5. klasserne i foråret 2021, men nu får eleverne revanche, når de den 14., 15., og 16. juni står klar til at udfordre hinanden i LEGO Space Challenge i Ny Ridehus i Næstved med over et års forsinkelse. Det er sjette gang Center for Dagtilbud og Skole i Næstved arrangerer konkurrencen, som har til formål at styrke elevernes læring i naturfagene samt deres innovationskompetence. Alle involverede er glade for, at det nu lykkes at give hele 6. årgang i kommunen muligheden for det spændende læringsforløb, som de desværre fik aflyst sidste forår.

Løs så mange robotmissioner på bane som muligt på 2,5 minut, vær de bedste til at konstruere og forklare jeres egen raket og raketopsendelse, byg den bedste bil i LEGO. Sådan lyder blot nogle af de udfordringer, som de 507 elever fra i alt 24 sjetteklasser i Næstved Kommune skal prøve kræfter med i LEGO Space Challenge tirsdag den 14. juni, onsdag den 15. juni og torsdag d. 16. juni i Ny Ridehus i Næstved.

Eleverne skal nemlig dyste i programmering, konstruktion og dokumentation med det formål at styrke deres måde at arbejde med naturvidenskab og innovation. Sidst, der blev dystet om at lave hurtige biler, kloge robotmissioner og højtflyvende raketter, var da de nuværende 5. klasser dystede i marts 2022.

Robotter, biler, film
Op til konkurrencen har eleverne arbejdet med at bygge og programmere små LEGO-robotter, de har konstrueret og bygget biler til matchrace, og de har lavet dokumentarfilm om konstruktion og opsendelse af deres egne raketter. Og eleverne er gået til opgaverne med stor entusiasme.

– Vi glæder os hvert år over at høre eleverne bruge svære fagudtryk, når de forklarer hvordan deres bil, robot eller raket virker. Vi møder elever, som har styr på tandhjulstørrelser, omdrejningstal og syre/base-forhold som noget af det mest naturlige i verden. Og de har også styr på deres proces, hvor de blandt andet opstiller og efterprøver hypoteser. Det er da meget godt gået i 6. klasse, lyder det fra Anne Bach Nielsen, som er pædagogisk konsulent i Næstved Kommune og en af arrangørerne af LEGO Space Challenge.

Eleverne skal dyste i de tre discipliner: programmering, konstruktion/mekanik og konstruktion/formidling. Det handler om at score flest point ved robotbordet, at køre hurtigst i matchrace og bygge den bedste bil til den ukendte udfordring samt at have lavet den bedste raketfilm og levere den bedste reportage på dagen.

Til konkurrencen skal eleverne desuden præsentere deres biler, robotter og raketter for dommerpanelet, som består af pædagogiske konsulenter fra Center for Dagtilbud og Skole samt naturfagslærere fra Kobberbakkeskolen, Ellebækskolen, Holmegaardskolen og Lille Næstved Skole.

LEGO Space Challenge finder sted i Ny Ridehus i Næstved, tirsdag den 14. juni, onsdag den 15. juni og torsdag d. 16. juni 2022, kl. 9.00 til ca. 15.45

Fakta

  • De 507 elever er fordelt på 24 klasser, og i år deltager elever fra 6. klasse på Ellebækskolen, Kobberbakkeskolen afd. Sjølund og afd. Rønnebæk, Lille Næstved Skole afd. Hyllinge, afd. Fuglebjerg, afd. Karrebæk og afd. Karrebækvej, Holmegaardskolen afd. Toksværd, Fladsåskolen afd. Korskilde og afd. Mogenstrup samt Susåskolen afd. Holsted.
  • Alle disciplinerne har fokus på elevernes arbejde med den naturvidenskabelige metode, og eleverne skal i deres præsentationer for dommerne gøre rede for, hvordan de har arbejdet. Blandt andet ved at fortælle om valg og fravalg i deres proces med robotter, bil og raket.
  • Hver klasse er på forhånd inddelt i hold a ca. 12 elever. Hvert hold består af tre underhold, som får ansvaret for hver deres kategori. Kategorierne er:
    1. programmering,
    2. konstruktion/mekanik
    3. konstruktion/formidling.
  • Der kåres en samlet vinder af hele LEGO Space Challenge pr. konkurrencedag. Vinderen er det hold, som har scoret flest point, når man lægger holdets point i alle underkategorierne sammen. Desuden kåres der vindere i seks underkategorier. To pr. hovedkategori.

Program for dagen:
Velkomst kl. 09.00 og fælles åbning v. første runde robotkørsel. Herefter afvikles alle konkurrencer og præsentationer for dommere sideløbende hele dagen.
Kl. 11.10 – 11.30: Semifinale og finale Matchrace
Kl. 13.20 – 13.40: Semifinale Spacemissionen
Kl. 13.40 – 14.00: Semifinale og finale Matchrace Udfordring
Kl. 14.00 – 14.20: De bedste raketfilm (storskærm)
Kl. 14.25 – 14.40: Finale Spacemissionen
Kl. 14.40 – 15.15: De bedste journalistfilm fra dagen (storskærm)
kl. 15.15: Præmieoverrækkelse
kl. 15.45: Tak for i dag

Kommentarer