Samfund

Drømmer du om en bolig tæt på vandet? Oplev Glumsøs nye boligområde til Åbent Hus

Sidste hånd er ved at blive lagt på byggemodningen på ny udstykning tæt på Glumsø Sø. Foto: Næstved Kommune

Snart kan man få fingrene i en byggegrund midt i naturen i Glumsø. På torsdag den 26. september klokken 15 til 17 kan alle, der drømmer om at bygge hus eller bare er nysgerrige, komme forbi og se byggegrundene og få en snak med kommunens medarbejdere.

Drømmer du om en spritny bolig midt i enestående natur og tæt på alt det, du har brug for i din hverdag? Så sæt din GPS til Fabriksvej i Glumsø på torsdag klokken 15.

Frem til klokken 17 inviterer Næstved Kommune nemlig til Åbent Hus ved det kommende boligområde tæt på Glumsø Sø.

Til arrangementet bliver der opstillet pavilloner med plancher, der giver overblik over de forskellige byggegrunde. Fremmødte kan få svar på spørgsmål og få en snak med medarbejdere fra Team Byplan, Trafik, Byggesag og Grundsalg i Næstved Kommune.

Grundene sættes snart til salg

I udstykningen bliver der udbudt 14 parcelhusgrunde på 700-800 kvadratmeter til priser mellem cirka 600.000 til 800.000 kroner.

Sidste hånd er ved at blive lagt på byggemodningen. Så køberne får en grund, der er helt klar til at bygge drømmehuset på. Grundene udbydes til salg i oktober.

Områder, der er 12 hektar stort, husede indtil 2007 Glumsø Spånpladefabrik, men nu er fabrikken væk, og to nye veje er blevet etableret og døbt Møllekrogen og Møllesvinget efter den mølle, der tidligere lå i området.

Nem adgang til hverdagens behov

Det nye boligområde i Glumsø er ideelt placeret med kort afstand til meget af det, som man har brug for i sin hverdag. Udover direkte adgang til Glumsø Sø og den fire kilometer lange vandrerute Hjertestien er der under 400 meter til Børnehaven Haletudsen.

Vuggestue, skole, handlemuligheder, kulturtilbuddet Rejseladen, Glumsø Bio, Glumsø bibliotek og Glumsø Station ligger blot 3 til 4 minutter væk i bil og cirka 12 minutter på cykel. Det tager cirka 20 minutter at køre til Næstved Station, og i tog kan du komme til Københavns Hovedbanegård på cirka 53 minutter.

Glumsø er en by i rivende udvikling. Flere flytter til, og byen vokser. I 2024 bor der 2.221 borgere i Glumsø. Læs mere om byen her.

Se lokalplanen her.

Få mere information om projektet her.

 

Kommentarer