Debat: Kigger vi det rigtige sted?
I P4 Sjælland, var der d. 9-4-2019 et indslag om ensomme ældre udviklingshæmmede, og manglen på frivillige besøgsvenner. Frivillig arbejdskraft er efterspurgt af store organisationer, små foreninger og ikke mindst kommunerne. Alt i alt må vi erkende at efterspørgslen er større end udbuddet.
Skrevet af May-Britt Bay Hansen.
Hvorfor bliver udviklingshæmmede ensomme i et velfærdssystem, som skal sikre livskvalitet fra vugge til grav? Det korte svar er, at der er sparet for meget på den pædagogiske støtte til udviklingshæmmede, og deres støttetimerne er fastlåst i deres botilbud.
Hvis det er en opgave for frivillige at modvirke ensomhed hos ældre udviklingshæmmede, kigger vi så det rigtige sted? I Klub Næstved har vi IKKE mangel på frivillige! Hvorfor? Fordi vi støtter de udviklingshæmmede medlemmer i at være frivillige i deres egen forening. Ældre medlemmer vil ikke blive ensomme, hvis de ikke længere kan komme ud på grund af alder. Hvorfor? Fordi ægte venskaber som holder et helt liv opbygges tidligt – ikke først når man er gammel.
Lad støttetimerne følge borgeren, og invester i pædagoger som formår at støtte udviklingshæmmede i at opbygge fællesskaber/venskaber så ingen behøver at føle sig ensomme, eller føle de skal tigge om at få en ven.
Kommentarer