Næstved By

Debat: Flere unge søger erhvervsskolerne

Sjællandsk succes: Flere unge søger erhvervsskolerne.

 

Indlag af formand for Dansk Byggeri Sjælland & Lolland-Falster Jesper Toftebjerg Andersen

Kommunerne på Syd- Midt- og Vestsjælland er i front, når det gælder den vigtige indsat for at få flere elever fra folkeskolen til at søge ind på en erhvervsuddannelse. Her giver vi de nordsjællandske og københavnske kommuner baghjul. Men det må ikke få os til at hvile på laurbærrene.

I år har 22,3 procent af eleverne i Syd-, Midt- og Vestsjælland søgt ind på en erhvervsskole. Det er over gennemsnittet på landsplan, der i år sneg sig op på 20,1 pct. Men der er endnu langt til målet på 30 pct. af eleverne i 2025. Skal vi bare tæt på den milepæl, skal mange kommuner rundt i hele landet tage ved lære af kommuner som Stevns, Kalundborg og Sorø, der med hhv. 32,4, 29,2 og 28,7 procent allerede har nået målet eller er meget tæt på.

Men langt fra alle kommuner i vores område ligger så flot, og vi har alle sammen et stort arbejde foran os med at informere skoleeleverne og deres forældre om, at en erhvervsuddannelse kan give lige så mange muligheder som gymnasiet.

Mange ved eksempelvis ikke, at en uddannelse inden for bygge- og anlæg giver masser af spændende jobmuligheder, fordi der mangler faglærte. Eller at man kan læse videre til eksempelvis ingeniør bagefter. Det budskab har folkeskoler, erhvervsskoler, virksomheder og lokalsamfund et fælles ansvar for at give videre. Og jeg håber, at DM i Skills i Næstved fra den 4.-6. april kan være med til at åbne flere unges øjne for den glæde, det er at skabe godt håndværk.

Kommentarer