Coronanyt: Genbrugspladserne åbner igen – men med tidsbestilling
AffaldPlus genåbner nu sine genbrugspladser – dog med et midlertidigt bookingsystem for at begrænse antallet af kunder på pladserne. Det er fortsat muligt at benytte haveaffaldspladserne uden tidsbestilling.
Tirsdag d. 31. marts 2020 genåbner vi vores genbrugspladser for alle.
For at leve op til sundhedsmyndighedernes krav om at sikre afstand mellem kunder og medarbejdere bliver det dog nødvendigt i en periode at bestille tid, før man kan komme ind på genbrugspladsen.
Bookingsystemet indføres efter anbefaling fra Kommunernes Landsforening, som har opfordret til, at kommuner og affaldsselskaber lokalt indfører de tiltag, der skal til for at sikre, at en genåbning kan foregå sundhedsmæssigt forsvarligt. Og i AffaldPlus har vi vurderet, at en online-booking for at begrænse tilstrømningen af kunder vil være det mest hensigtsmæssige i den nuværende situation.
Sådan gør du:
AffaldPlus håber, at alle vil medvirke til, at vi kommer bedst muligt gennem denne uvante situation.
Hvis du ikke har stort behov for at komme af med affald lige nu, opfordrer vi dig derfor til at holde affaldet derhjemme, indtil situationen igen er mere normal.
Læs her, hvordan du bestiller tid (booking-systemet åbner mandag d. 30. marts 2020 kl. 15.00)
Husk at holde afstand:
Vi opfordrer til, at alle følger sundhedsmyndighedernes anbefalinger om at holde en afstand på minimum to meter til andre kunder og til vores medarbejdere. Vi anbefaler desuden, at alle har stort fokus på hygiejnen: Brug så vidt muligt handsker, når du afleverer affald, og husk at vaske/spritte hænder, når du har forladt genbrugspladsen.
COVID-19 lukkede genbrugspladserne
Genbrugspladserne har været lukket for private siden 17. marts pga. COVID-19.
Ni genbrugspladser blev holdt åbne for virksomheder i begrænset åbningstid.
Nu vurderer sundhedsmyndighederne imidlertid, at genbrugspladserne kan genåbne, hvis affaldsselskaber og kommuner sikrer “… at de borgere der kommer på genbrugspladsen, holder afstand til hinanden og til personalet, så der ikke opstår situationer, hvor borgerne kommer i tæt kontakt”, lyder det i en pressemeddelelse fra Kommunernes Landsforening.
For at genåbningen kan foregå forsvarligt i forhold til smittefare for borgere og medarbejdere, anbefales det, at der indføres adgangsbegrænsning fx i form af portvagt, bomløsninger, nummerpladestyring, onlinebooking eller lignende.
Kilde: AffaldPlus
Kommentarer