Borgmesteren gravede ud til fibernet i Mogenstrup
Carsten Rasmussen markerede torsdag TDC’s første fiberprojekt i Næstved Kommune ved selv at kravle i gravkoen. Han glæder sig over de muligheder, som lynhurtigt bredbånd giver for 1.400 adresser i Næstved, Mogenstrup og Lov.
Det var en borgmester i arbejdstøjet, der torsdag kravlede op i en gravko i Mogenstrup for at markere, at TDC etablerer fibernet tre steder i Næstved Kommune.
Sammen med Lov og et område øst for jernbanen i Næstved kan borgere og virksomheder i det østlige Mogenstrup nu glæde sig over muligheden for en fremtidssikret bredbåndsforbindelse med fibernet fra TDC.
Og borgmesteren ydede sit til gravearbejdet ved at føre grabben gennem græsset for at gøre plads til fiberkablerne.
– Vi vil rigtig gerne være med til at sikre, at både virksomheder og borgere får endnu hurtigere adgang til internettet. Derfor er jeg glad for, også at kunne byde TDC velkommen som fiberleverandør i Næstved Kommune. Vi har haft et fint samarbejde, som nu resulterer i, at fiber ikke kun er noget vi indtager til måltiderne – nu får vi det døgnet rundt; ført ind i stuen med fiberledning, fortæller Carsten Rasmussen med et smil på læben.
Som en del af fiberprojektet tilbyder TDC i øjeblikket gratis tilslutning til 1.400 husstande og virksomheder i de områder, hvor der etableres fiber-net. Tilmelding kan ske på www.tdcfiber.dk
– Vi oplever en stærk efterspørgsel efter lynhurtigt internet her i området, og vi er glade for, at vi er kommet i gang med den fysiske etablering af fibernet til gavn for borgere og virksomheder. Vi har et rigtig godt samarbejde med Næstved Kommune, og vi er glade for at yde vores bidrag til udbygningen af en digital infrastruktur, som giver mulighed for fuldt udbytte af de teknologiske fremtidsmuligheder, siger Kenneth Franklin Jensen, chef for TDC’s fiberprojekter i Østdanmark.
Kommentarer