Debat og politik

Asylansøgere og udlændinge uden lovligt ophold i Danmark skal holdes bag lås og slå

Af Peter Seier Christensen, NyeBorgerlige

Medlem af Folketinget, Sjællands Storkreds

Udlændingestyrelsen har besluttet at flytte en gruppe asylansøgere og udlændinge uden lovligt ophold i Danmark fra et asylcenter ved Vejle til Udrejsecenter Sjælsmark. Det har naturligvis skabt frygt blandt naboerne til centret. De har erfaringer med konsekvenserne fra tidligere.

Det nytter ikke noget at flytte rundt på de afviste og udviste udlændinge. Problemerne går ikke væk af den grund. Det flytter kun utrygheden fra et lokalområde til et andet. Den eneste løsning er at holde dem afsondret fra samfundet, indtil de er sendt ud af landet. Det vil sige, at de ikke kan forlade udrejsecentret.

Det ”må” vi ikke for Menneskerettighedsdomstolen (EMD) i Strasbourg. Men det kan ikke være sådan, at nogle ikke-folkevalgte dommere i Strasbourg skal bestemme, om udviste udlændinge skal gå frit omkring i Danmark. Det skal vi ikke acceptere, og det behøver vi heller ikke.

I Nye Borgerlige mener vi, at alle udviste skal blive på udrejsecenteret, indtil de forlader Danmark. Lidt populært sagt, skal der kun være én dør ud, og det er døren ud af Danmark.

Det er velkendt, at udviste asylansøgere i stor stil begår kriminalitet, som er til stor gene for lokalområdet, hvor udrejsecenteret er placeret. Og det er ikke fremmende for deres motivation for at forlade landet, at de kan fortsætte deres liv uændret i Danmark, selvom de er udvist.

For at beskytte os selv må hensynet til danskernes sikkerhed og tryghed sættes over afgørelser fra domstolen i Strasbourg.

Jeg mindes, da jeg deltog i borgermøder op til åbningen af Sjælsmark Kaserne som udrejsecenter for afviste asylansøgere og udviste kriminelle tilbage i 2015. Jeg opsummerede det med ”Det var en rystende oplevelse at overvære det,” og ”Myndighederne virkede meget defensive, og man sad med en klar fornemmelse af, at de ikke er på borgernes side.”

Jeg har beskrevet et af møderne i denne artikel. Det virker ikke til, at meget har ændret sig siden da.

https://www.folkets.dk/node/595

https://www.berlingske.dk/samfund/lokale-er-frustrerede-over-beslutning-om-at-flytte-asylansoegere-til

Peter Seier

Udlændingeordfører for Nye Borgerlige

Kommentarer