Samfund

Ansøg nu: Friluftsrådet uddeler 11 millioner kroner til projekter

Flere skal ud i den danske natur, flere skal fordybe sig i naturen – og flere skal finde nye fællesskaber i naturen. Det er temaerne for tre nye puljer af Udlodningsmidler til Friluftsliv, der nu kan søges af blandt andet lokale foreninger. Fristen for at søge er den 15. februar 2021.

Nye stier, der gør det nemt at tage på vandretur i naturen. En fælles have, hvor lokale borgere får viden om biodiversitet og skaber mere vild natur. Friluftsaktiviteter i naturen for unge med fokus på fællesskab og trivsel. Det er tre bud på projekter, der kan søge om tilskud fra tre nye puljer fra Udlodningsmidler til Friluftsliv, der uddeles af Friluftsrådet.

“Alle i Danmark skal have glæde og gavn af natur og friluftsliv. Derfor ønsker Friluftsrådet at skabe bedre rammer for friluftsaktiviteter og styrke formidlingen af naturen. Her kan lokale ildsjæle og frivillige foreninger gøre en vigtig forskel,” siger Niels-Christian Levin Hansen, der er formand for Friluftsrådet.

Tre forskellige puljer

Helt konkret er der tale om tre forskellige puljer.

Den første hedder “Flere ud i naturen“. Her kan der søges om tilskud til fysiske tiltag og oplysningsmaterialer, der gør det nemt og attraktivt for flere at dyrke friluftsliv i naturen.

Den anden pulje har fået navnet “Fordybelse i naturen“. Her støttes projekter, der aktivt formidler naturen og styrker naturforståelsen for specifikke målgrupper – særligt børn og unge.

 

Den tredje nye pulje hedder “Sammen i naturen“, og yder tilskud til friluftsaktiviteter, der styrker fællesskaber og trivsel i naturen.

Du kan læse meget mere om de enkelte puljer, ansøgningskrav med videre på www.friluftsraadet.dk/tilskud-til-projekter

Der er frist for ansøgninger til de tre nye puljer den 15. februar 2021.

Udlodningsmidlerne er en del af overskuddet fra Danske Lotteri Spil A/S og Det Danske Klasselotteri A/S.

 

Kommentarer