Næstved By

ZOOPARK-Direktør: Derfor begravede vi døde dyr

Direktøren for Zoopark har en naturlig forklaring på hvad der er blevet misforstået som en massegrav for døde dyr.

Fødevarestyrelsen har anmeldt den zoologiske have Zoopark i Næstved til politiet for ulovlig bortskaffelse af døde dyr ved at begrave dem. Direktøren i Zoopark har dog en naturlig forklaring.

Efter at Sjællandske er kommet i besiddelse af billeder af døde dyr i forrådnelse i et hul i jorden i ZOOPARK i Næstved har Fødevarestyrelsen anmeldt Zoopark til politiet for ulovlig bortskaffelse af døde dyr.

Læs også: Døde dyr ulovligt begravet i Zoopark i Næstved

Direktøren for Zoopark har dog en naturlig forklaring på hvad der er blevet misforstået som en massegrav for døde dyr.

– Det, vi har gjort, er, at vi har gravet nogle døde dyr ned for at få gjort forrådnelsestiden kortere. Det gjorde vi, så vi kunne få kød og sener væk og dermed bruge knoglerne til skolebrug, forklarer Spoocky Sebastién Lambert, direktør i Zoopark og uddyber: 

-Vi er ved at opbygge en “skoletjeneste”, hvori det vil være muligt at se knogler, kranier, pels, udstopninger osv. Ja, vi bruger alt fra dyrene, så selv efter at de er gået bort, bliver knogler og skind brugt til uddannelsesmæssige formål. Vi arbejder sammen med konservatorer om disse projekter, og det var også herigennem at vi lærte om processen i jord og hestemøg – som er normalt. Der er derfor på ingen måde tale om syge dyr eller bortskaffelse af dyr. Det var et forsøg, som vi i bagklogskabens lys fuldt erkender ikke at have undersøgt grundigt nok. Kort tid efter vores besøg af Sjællandske, var vi i kontakt med Fødevarestyrelsen for at forhøre os om de nuværende regler, og under to timer efter var det bortskaffet efter Fødevarestyrelsens anvisninger, forklarer ZOOPARK til Næstved Netavis.

Kommentarer