Karrebæksminde

Kontrakten er i hus – gode nyheder fra Danmark Dejligst Karrebæksminde

Foto: Næstved Netavis.

Danmark Dejligst Karrebæksminde (DDK) og Greve Carl-Christian von Scheel-Plessen, ejer af De Hvide Svaner, har underskrevet kontrakt. Det betyder, at Danmarks største havefest atter bliver afholdt i sommeren 2021 på De Hvide Svaner.

2020 var året hvor Danmark Dejligst Karrebæksminde skulle fejre 5 års fødselsdag – men det satte Covid-19 en stopper for.

Mange timers frivilligt arbejde faldt til jorden, da Mette Frederiksen trådte frem på tv i marts og “lukkede” Danmark ned.

Fyldt med optimisme arbejdede bestyrelsen for Danmark Dejligst Karrebæksminde videre på planlægningen af 2021, og det første skridt blev taget da formand for DDK Heidi Thybo Mørkeberg og Grev Carl-Christian von Scheel-Plessen forleden satte deres underskrift på samarbejdsaftalen.

Nu har vi endelig en dato at arbejde ud fra. Det bliver lørdag den 10. juli, at Danmark Dejligst Karrebæksminde indbyder til en hel dag spækket med oplevelser på De Hvide Svaner, fortæller Heidi Thybo Mørkeberg.

Der bliver atter masser af aktiviteter som for eksempel kræmmermarked, brandbiler med skumudlægning, badning i poolen og meget mere, siger hun og fortsætter:

– På Danmark Dejligst er der ikke kun musik med lokale bands og musikere fra den etablerede danske musikscene. Der vil også være aktiviteter rundt om scenen. Derudover vil lokale foreninger fra Næstved blive inviteret til at stå for boder med popcorn, kage, kaffe med mere. På den måde kan foreningerne tjene lidt penge til deres foreningskasse.

Rigtigt mange sidder med tilbageholdt åndedrag og afventer efterårets  –  og vinterens retningslinjer vedr. Covid-19 og nye forsamlingsforbud. Men for Danmark Dejligst Karrebæksminde er det ikke en stopklods for at planlægge året 2021 – og endnu en koncert i Herlufsholm Kirke.

Foto: Bossand.dk
Foto: Bossand.dk

– Vi har med 2021 for øje, nu arrangeret endnu en koncert i samarbejde med ZIDIDADA i Herlufsholm Kirke. Ved den sidste koncert i Herlufsholm Kirke med bandet, var der rigtig mange, der ikke nåede at købe billet, så denne gang er vi ude i god tid med salg af billetter, siger Heidi Thybo Mørkeberg.

– Jeg håber at vores gæster ikke har tabt modet på grund af den nuværende Covid-19 situation vi alle står midt i. Vi har fået mange tilkendegivelser på at rigtig mange ønsker at komme ud til en god musikoplevelse.Vi kan højest sandsynligt ikke synge med, men vi kan alle sidde stille og roligt og lytte til det folkeelsket band, afslutter hun.

Koncerten med ZIDIDADA sker torsdag den 11. februar 2021 i Herlufsholm Kirke.

Køb din billet HER

Følg Danmark Dejligst Karrebæksminde for nye opdateringer HER

Covid-19
De nye, skærpede restriktioner gør sig også gældende i forhold til koncerter i kirker.
Mundbind skal bæres, når man ankommer eller ikke sidder ned.
Der bliver ikke fællessang.
Kommer man som par, sidder man naturligvis sammen. Men så skal der være en plads ledig både foran, ved siden og bagved en. Frivillige hjælper jer på plads.
De nye retningslinjer gælder indtil videre til og med den 18. oktober 2020.
Danmark Dejligst Karrebæksminde vil løbende følge op på evt. nye tiltag. 

Kommentarer