Voldssag fra Ramsherred udsat endnu engang
For 2,5 år siden blev to danske mænd, som i dag er 23 år gamle, overfaldet af fire unge mænd af anden etnisk herkomst end dansk i Ramsherred. Nu er sagen blevet udsat igen.
Overfaldet skete i Ramsherred omkring klokken 02.00 om natten den 26. juli 2014. Her skulle der angiveligt være sket det, at en af de to danske mænd var gået ind i en af de fire unge mænd, som efterfølgende stod og ventede foran diskoteket, hvor de bankede de to unge danske mænd gule og blå, skriver Sjællandske.
– De fik begge en stor røvfuld. Deres læber var helt hævede, de havde mærker alle steder på kroppen og lignede fars, siger Marianne Agerskov, som er mor til en af de to danske unge mænd, til Sjællandske.
Heldigvis for de to unge mænd, var der videoovervågning i nærheden af stedet, hvor overfaldet fandt sted, og gennem denne lykkedes det politiet at finde de fire tiltalte i sagen. Men, sagen lå hos anklagemyndigheden i mere end et år, og i september sidste år var første gang sagen blev berammet. Her måtte retsmødet aflyses, da en af forsvarerne var blevet syg.
Torsdag den 19. januar blev retsmødet så aflyst, fordi to af de tiltalte i sagen, var blevet ramt af sygdom, og derfor ikke kunne møde op, hvilket ærgrer Marianne Agerskov.
– Jeg synes, det er mest synd for de to unge mennesker, som har været meget påvirkede af overfaldet. Vores søn tager altid en taxa hjem fra byen nu, fordi han ikke tør gå længere. Og hans kammerat har helt meldt sig ud af de sociale medier, fordi han er bange for overfaldsmændene og deres familier, siger Marianne Agerskov til Sjællandske.
Kommentarer