Tappernøje

Voldsomt røveri mod Circle K ved Tappernøje

Fredag aften klokken 23.59 kom to ukendte gerningsmænd ind på tankstationen Circle K ved Tappernøje i sydgående retning på Sydmotorvejen.

De to mænd truede med, at det var et røveri, sprøjtede en ukendt væske fra en spraydåse mod medarbejderen bag kassen og bad om at få penge udleveret.

– Det var ikke muligt for ekspedienten at udlevere penge på grund af sikkerhedsforanstaltningerne på tankstationen. I stedet fik de nogle cigaretter og noget spiritus i et meget begrænset omfang, siger vagtchef Ole Hald fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV ØST.

De to gerningsmand forsvandt fra stedet i retning mod restauranten Monarch, der ligger lige ved tankstationen.

– Vi antager, at de har haft en bil stående, men vi er ikke sikre. Og derfor vil vi meget gerne have hjælp, hvis nogen har observeret noget mærkeligt i området omkring klokken 23 i går aftes, siger Ole Hald.

Beskrivelse af de to røvere lyder som følger:
A:

  • Danskudseende mand
  • 20-25 år gammel
  • Mellem 170 og 180 centimeter høj
  • Almindelig af bygning
  • Lys i huden
  • Dansktalende
  • Havde en tatovering på højre kind og tatoveringer på hænderne
  • Iført sort jakke med hætte af mærket Peak Performance, mørke cowboybukser og grå kondisko med blå belægninger og hvid sål
  • Var den af gerningsmændene, der sprøjtede væsken mod ekspedienten

B:

  • Danskudseende mand
  • 20-25 år gammel
  • Mellem 175-185 centimeter høj
  • Almindelig af bygning
  • Lys i huden
  • Havde brunligt, kortklippet hår
  • Dansktalende
  • Iført en blå jakke med hætte af mærket Peak Performance, grønlige bukser og sko med en hvid sål

I øvrigt blev der kort tid efter røveriet i Tappernøje begået et lignende røveri på en tankstation på Gaabensevej 112 i Nykøbing Falster. Igen var det en Circle K-station, der stod for skud, og igen stod to gerningsmænd bag.

– En af gerningsmændene gik selv om bag disken og råbte, at det var et røveri. Han åbnede selv  nogle skuffer, og da den kvindelige ekspedient ikke havde adgang til at give penge, så ville de i stedet have benzin til en værdi af 500 kroner. De to også en lille sort æske med drikkepenge. Så igen var udbyttet meget begrænset, siger Ole Hald.

Politiet har en mistanke om, at der kan være en sammenhæng mellem de to røverier, selvom de på ingen måde kan være sikre.

– Vi har ikke andet belæg, end at tidsforløbet kan hænge sammen, og kørselsretningen også kan hænge sammen. Samtidig så lugter det også lidt, når man ser beskrivelsen af den ene gerningsmænd fra det andet røveri. De ligner hinanden, siger vagtchefen til TV ØST.

Ved det sidste røveri er der blevet set en grå personbil, muligvis af mærket Toyota, som muligvis har relation til forbrydelsen.

– Så vi hører altså meget gerne fra alle, der kan have set noget ved de to tankstationer i går aftes. Vi skal selvfølgelig til at se overvågningen igennem og se, hvad vi kan bruge den til, men enhver hjælp fra vidner er brugbar, siger vagtchefen.

Hvis du har oplysninger i sagen, kan du kontakte politiet på telefon 1-1-4.

Kommentarer