Livsstil og forbrug

Vivis Pryd inviterer til Honning og Jordbærdag lørdag den 24. juni 2023

Se billedserie

Skrevet af: Henrik Hjorth Hansen | Vivis Pryd

Kom til sød høstfest

Lørdag den 24. juni er det Honning & Jordbærdag, hvor biavlerne inviterer alle til høstfest. Biavlerne fejrer nemlig den første høst af honning. På dagen får du en helt særlig mulighed for at smage på årets første gyldne dråber.

Hele foråret har bierne og biavlerne knoklet for at sikre, at rapsmarker, frugttræer og -buske og jordbærplanter er blevet bestøvet, så vi alle kan nyde frugt, bær og ikke mindst skønne jordbær.
Hos Vivis Pryd har vi netop høstet årets første honning, som er resultatet af biernes flittige arbejde med at bestøve forårets blomsterflor.

»Vi er lige blevet færdige med at høste årets første honning, og det er altid en fest at smage på forårets honning. Den er kendetegnet ved at have en meget fin og delikat smag, og den passer perfekt sammen med syren fra de saftige jordbær,« siger biavler Vivi Hjorth Hansen fra Vivis Pryd.

Jordbær er en af de planter, som har gavn af biernes bestøvning. Når bierne har bestøvet jordbærplantens blomster, bliver der dannet flere og flottere jordbær. Faktisk kan der høstes op til 70 procent flere jordbær, når bierne har haft gode betingelser til deres vigtige arbejde. En god bestøvning giver større, rødere og mere velformede jordbær. I nogle tilfælde giver det også sødere jordbær og en længere holdbarhed. Og så bidrager jordbærblomsternes nektar til den skønne forårshonning.

En kort sæson
Nyhøstet honning er flydende. Hvorvidt en honning forbliver flydende, afhænger af, hvilke planter bierne har hentet nektar fra. De fleste planter i Danmark giver en honning, som med tiden vil krystallisere og blive en cremet honning. Men nyhøstet honning er altid flydende, og det er den honning, som du kan smage på Honning & Jordbærdagen.

»Sæsonen for dansk nyhøstet flydende honning er meget kort, så det gælder om at slå til, når muligheden byder sig. På Honning & Jordbærdagen serverer vi en helt lokal honning, som er indsamlet fra marker, haver og naturen omkring Vivis Pryd,« fortæller Henrik Hjorth Hansen.

På lørdag den 24. juni har du mulighed for at smage den delikate symfoni af nyslynget honning og jordbær. Det sker når biavlerne kl. 10 til 17 fejrer Honning & Jordbærdagen ved et arrangement hos Vivis Pryd på Toftehøj 3, 4160 Herlufmagle.

»Man kan naturligvis smage den skønne kombination af danske jordbær og nyslynget honning. Vi har åbnet i cafeen, hvor menukortet byder på hjemmelavet parfait-is, kager, kaffe, te og iskaffe med honning. Vi glæder os til at se en masse glade gæster,« fortæller Vivi Hjorth Hansen.

Dette er en lokalnyhed indsendt af Henrik Hjorth Hansen | Vivis Pryd. Du kan også indsende nyheder under INDSEND NYHED i topmenu. 

Kommentarer