Næstved By

Visitationszonen i Næstved forlænges

Næstved: Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har i dag, tirsdag besluttet at forlænge perioden med visitationszone i Næstved by.

Tirsdag den 18. oktober har Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi besluttet at forlænge perioden med visitationszone i Næstved by.

Den forlængede periode med visitationszone gælder fra tirsdag den 18. oktober klokken 14 til tirsdag den 1. november klokken 14.

Visitationszonen omfatter fortsat følgende område:

  • Nordlig afgrænsning: Ring Nord fra rundkørslen ved Slagelsevej til rundkørslen ved Ring Øst.
  • Østlig afgrænsning: Ring Øst til rundkørslen ved Ny Præstøvej.
  • Sydlig afgrænsning: fra rundkørslen Østre Ringvej/Ny Præstøvej til Vordingborgvej/Industrivangen.
  • Vestlig afgrænsning: Vordingborgvej/Industrivangen til Vestre Ringvej til rundkørslen ved Slagelsevej/Ring Nord.

– Vi vurderer, at der stadig er en øget risiko for, at nogen finder på at bære våben i Næstved By. Det er naturligvis uacceptabelt med skarpe våben og skyderier i det offentlige rum, og det skaber stor utryghed blandt borgerne. Derfor forlænger vi nu perioden med visitationszone i yderligere 14 dage, siger politidirektør Lene Frank.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi fortsætter i perioden med en øget patruljering i Næstved og har stadig stort fokus på den omfattende efterforskning af skyderierne, der indtil videre har ført til tre anholdelser, hvoraf de to har ført til sigtelser for drabsforsøg.

For den almindelige borger har visitationszonen ikke stor betydning. Inden for en visitationszone har politiet lov til at visitere folk uden på forhånd at have foretaget en sigtelse og uden at have en egentlig begrundet mistanke om, at den pågældende er i besiddelse af våben.

Kommentarer