Næstved By

De virkelige monstre er tættere på end vi tror

Slik eller ballade! Selvom Halloween er lig med horder af uhyggelige skabninger, der banker på vores hoveddør, så findes de virkelige monstre inden for i varmen.

Det er den tid på året, hvor børn klæder sig ud som zombier, vampyrer, hekse og andre monstre og hjemsøger vores huse for slik. Børnene er dog ikke de eneste, der søger Halloween-godbidder i løbet af den kommende indendørssæson. De virkelige monstre lurer i vores hjem på jagt efter deres livret – os.

Monstrene er ganske små, til gengæld er der mange af dem. De har otte ben, foretrækker mørke steder, og de er bedre kendt som husstøvmider.

“Husstøvmider er små edderkoppelignende dyr, der trives i vores hjem, fordi de foretrækker fugt og varme og lever af vores døde hudceller. Omkring en halv million danskere lider af husstøvmideallergi, og for dem kan husstøvmiderne forårsage symptomer som vejrtrækningsbesvær, øjenirritation, løbende næse og nysen, når de kommer ned i luftvejene”, siger Jørgen Nedergaard Larsen, der er seniorforsker i den danske allergivirksomhed ALK.

Luftbårne monstre

De dele fra husstøvmiderne, vi indånder, er så små, at de ubesværet finder vej til de nedre luftveje og lungerne, og derfor hænger husstøvmideallergi og astma ofte sammen.

Omkring halvdelen af alle husstøvmideallergikere har både allergisk rhinitis og allergisk astma. Mange er bare ikke klar over det.

“Det er et stort problem, fordi konsekvensen af at være underbehandlet for astma er, at man lider et større permanent tab af lungefunktion, og at man får flere komplikationer. Det har store menneskelige konsekvenser”, siger Jørgen Nedergaard Larsen.

Heldigvis kan man behandle astma hos patienter med husstøvmideallergi ved at behandle den underliggende allergi.

Lægen hjælper med monsterbekæmpelse

Mulighederne for behandling af husstøvmideallergi spænder fra symptomlindrende medicin, der kan fås i såvel håndkøb som receptpligtige udgaver, til mere langsigtede behandlinger som allergivaccination.

“Symptomatiske behandlinger virker, mens du tager medicinen, men har ingen langsigtet effekt. Allergi immunterapi har en langsigtet effekt med vedvarende forbedringer. Den væsentligste forskel er, at immunterapi ændrer det naturlige forløb af sygdommen og skaber tolerance over for det, du ikke kan tåle”, siger Jørgen Nedergaard Larsen.

At vælge en behandlingsmulighed, der er den rigtige for dig, bør afgøres i tæt samråd med din læge. Og når du får den rigtige behandling, kan monstrene ikke længere skræmme dig. Glædelig Halloween!

Kommentarer