Vinpropperne springer i hjertet af Næstved
For nu femte år i træk kan man nyde et godt glas vin under åben himmel, når Næstved Cityforening inviterer til Vinfestival fredag den 6. september kl. 16.00 – 22.00
Festivalen finder sted i hjertet af Næstved, nærmere betegnet Axeltorv. Torvet dannede også rammen de foregående år, hvor snakken gik og vinen fik følgeskab af lækre smagsprøver på ost og tapas.
René Jørgensen, eventkoordinator for festivalen glæder sig til endnu et år. ”Vi har i år rekord på antal stande til Vinfestivalen. Vi er glade for den store interesse og opbakning der har været fra Vinhandlerne”.
Vinfestivalen får i år besøg af hele 19 vinhandlere, Heriblandt Tuemosegård, som er en dansk vingård der ligger i Haslev. Herudover kan man på Axeltorv møde: Vinintra, Lorange Vinhandel, MENY, Vinoble Næstved, AHP Vin, Pinotageshoppen, Kvickly Næstved, Fenswine, Winelovers, Veneto Vine, Hotel Vinhuset, Mjødgård, Mr Wine, Step Inn og Café Grønnegade der kommer sammen med Kjær Sommerfeldt.
Når sulten melder sig, kan man mæske sig i tapas, burgere og andre lækre ting hos NOERs to Go’s madvogn, eller hos Alt Godts ostedelikatesse bil, hvor man kan købe ost, tapastallerken og varme paninis.
Kirkestræde omdannes til sydlandsk stemning med borde, bænke og parasoller. Her kan man købe lækre små tapas og drikkevarer fra Alt Godt Tapas.
Begrænset antal billetter
Der kan maks. deltage 1.300 glade gæster i festivalen.
Sidste år deltog 1.250, så derfor er det en god idé allerede nu, at sikre sig en billet.
Billetterne koster kun 100,- kr. og kan købes online på www.næstvedcity.dk, eller hos nogle af de lokale vinhandlere der deltager i festivalen; Kvickly, Kvægtorvet. Meny, Østergade. Fensmark Brugsforening. Vinoble Næstved, Næstved Storcenter.
Købte billetter ombyttes på selve dagen til et vinglas og 10 poletter, hos de to billetboder på Axeltorv. Her vil det også være muligt at tilkøbe flere poletter og billetter, hvis ikke der er udsolgt. Poletterne bruges når man ønsker at smage en vin. Her afleveres et bestemt antal poletter afhængig af, hvor dyr vinen er. Vine med en udsalgspris på 1 – 100 kr. koster 1 polet. Vine på 101 – 200 kr. koster 2 poletter og så videre. ”Poletsystemet har vi indført for at kategorisere vinene, så det er attraktivt for vinhandlerne, at tage forskellige prisklasser med” afslutter René.
Kommentarer