Vinderne af Arkitektur- og Bevaringspriserne 2019
Det blev et parcelhus på Danavej, en landejendom på Fredskovvej, en villa på Møllevej og Herluflille Mølle, der vandt Arkitektur- og Bevaringspriserne 2019, der netop er blevet uddelt på Rønnebæksholm.
Plan- og Erhvervsudvalget i Næstved Kommune besluttede sidste år, at der skulle sættes fokus på arkitektonisk kvalitet i by og opland – både nybyggeri og bevaring af eksisterende kvaliteter. Derfor opfordrede udvalget alle borgere til at indstille bygningsværker, der udmærker sig ved at have arkitektonisk kvalitet. Nu er Arkitektur- og Bevaringspriserne i Næstved blevet uddelt for anden gang.
– Alle de bygninger, der har vundet, har det til fælles, at de giver noget til deres omgivelser – både visuelt og fortællingsmæssigt. Når først man får øjnene op for den gode arkitektur, så får man øje på det over det hele. Jeg vil gerne sige tak for de forslag, som vi har fået, og samtidig ønske de præmierede til lykke med prisen. Det er meget fortjent, lyder det fra formand i Plan- og Erhvervsudvalget, Daniel Lillerøi.
Foredrag og overrækkelse
Priserne blev uddelt 7. oktober, på Arkitekturens Dag, på Rønnebæksholm. Borgmester Carsten Rasmussen bød velkommen, hvorefter arkitekt MAA og lektor Søren Vadstrup fra Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering fortalte om “Ny viden om håndværk og materialer – til nye og gamle huse.
Dommerkomiteen bestod af:
Carsten Rasmussen, borgmester i Næstved Kommune
Daniel Lillerøi, formand for Plan- og Erhvervsudvalget
Niels True, næstformand for Plan- og Erhvervsudvalget
Jesper Herbert-Nielsen, restaureringsarkitekt
Ole Kjærulff, arkitekt
Thore Rytter Klitgaard, arkitekt
Sven Kofoed-Hansen, direktør i Næstved Kommune og arkitekt.
Der blev i alt uddelt fire Arkitektur- og Bevaringspriser:
Vinder af Arkitekturprisen 2019, Næstved by
Parcelhus på Danavej 13 af Folk Arkitekter (2014)
En fin og stedsforankret nyfortolkning
Man aner et stilfærdigt, men dog lidt anderledes parcelhus bag hækken på Danavej 13. Bygningen er placeret i et af Næstveds tidlige parcelhuskvarterer fra 1930’erne, og som i struktur og form tager udgangspunkt i det sin¬gulære byhus. Huset falder fint ind i området og afspejler den karakteristiske formgivning, der præger den øvrige parcelhus- bebyggelse på vejen. Det er som om arkitekterne har “læst” kvarterets karakteristika og fortolket i samklang med nutiden.
Huset er opført af Martin og Stine Joo Kofoed, der efter en brandulykke stod med en tom grund. En voksende familie og muligheden for at starte forfra resulterede i et samarbejde med Folk Arkitekter, der står bag den nye boligbebyggelse.
Bygningskroppens forskydning gør husets udvidelse mindre dominerende og skaber et solrigt udendørs opholds¬rum mod sydvest. Hvor de 2 bygningsvolumener mødes, opstår der et lyst og åbent opholdsrum med loft til kip og rigeligt lys fra ovenlysvinduer. Da det bagerste volumen ligger lavere, opstår der ydermere et forskudt plan, som er med til at opdele rummet i 2 funktionelle zoner – køkken og stue.
Boligens vinduer er generelt placeret, så de giver en varieret oplevelse af lyset, og karmene vinkles, så lysindtaget optimeres. Danavej 13 er et virkelig godt eksempel på et hus, der er tilpasset familiens personlige behov og ste¬dets særlige karakter. Bestræbelserne på at imødekomme begge dele har resulteret i en fin, funktionel og steds¬forankret nyfortolkning af parcelhuset.
Vinder af Arkitekturprisen 2019, Næstved Kommune
Landejendom på Fredskovvej 5 af Alfred Homann (1991)
Unik bolig i det åbne landskab
Uden for Næstved ligger en landejendom i det let skrånende åbne landskab. En 3-delt figur optager landska¬bets fald og opdeler naturligt bygningen i stuehus, maskinhus og hestestald. Det mere prangende stuehus ligger bagerst, og man mødes derfor ved ankomsten af den ydmyge stald. Ankomsten iscenesætter bygningen på smukkeste vis, idet man slår et sving op ad vejen. Elegant og underspillet – på den gode måde.
Bygningen er tegnet af Alfred Homann, der også har designet interiøret ned til mindste detalje. De mørke trægulve og indbyggede møbler står i flot kontrast til det lyse ydre. Lamperne er specialdesignet til huset, og man må derfor regne bygningen for et ‘gesamtkunstwerk’. En unik bolig med referencer til landejendommen i et stærkt moderne greb.
Vinder af Bevaringsprisen 2019, Næstved by
Villa på Møllevej 5 af Urban Hansen-Reistrup
En perle er bevaret
Funkisvillaen i gule mursten er tegnet i 1938 af arkitekt Urban Hansen-Reistrup. Det var en villa i stærkt forfald, som ejerne overtog i 2006. Istandsættelsen er prisværdig, da man i høj grad har forsøgt at bevare bygningens originale og karakteristiske udtryk. De gamle tegninger har dannet grundlag for det omfattende arbejde, der er udført i respekt for husets udtryk. Bygningsskader er repareret, og ydermurene er renset og nyfuget. Originale, men beskadigede, bygningsdele er erstattet af nye med vægt på karakteren op ad de oprindelige. Selv mindre ændringer for at tilpasse huset en moderne livsstil er gjort med det oprindelige hus for øje.
Både villaen, men også haveanlægget, er bevaret som et vidne om en storhedstid i dansk arkitektur. En perle er bevaret for eftertiden – i et stille hjørne af Næstved.
Vinder af Bevaringsprisen 2019, Næstved Kommune
Herluflille Mølle
Bevaring af et kulturhistorisk miljø
Herluflille Mølle blev opført i 1884 af møllebygger Jens Peder Hansen. Møllen er opført efter hollandsk forbillede, med en grund af kampesten og spånbeklædt møllekrop. I 2003 blev Herluflille Møllelaug stiftet med det formål at istandsætte møllen og efterfølgende drive den som arbejdende museum.
Møllen er restaureret tro mod dens oprindelige form. Der er ikke tilføjet udkigstårne eller andre iøjenfaldende tilt¬ag, der ellers kunne sløre møllens udtryk. Det har været en stor bestræbelse både at få de fysiske rammer restaureret, men også at oprette et formidlingsprojekt med skoletjeneste, der opretholder et lokalt miljø omkring møllen.
Møllelauget har på helt frivillig basis lagt et meget stort arbejde i at bevare og videregive et vidnesbyrd om en tid, hvor de fleste danskere levede og arbejdede på landet, og hvor mølleriet var en vigtig del af det lokale samfund.
Den næste anstrengelse vil være den løbende vedligeholdelse og opretholdelse af de forbilledlige formidlingsaktiviteter.
Kommentarer