Vild med dans i Næstved Arena
Næstved: I november skal danseskoene kridtes i Næstved Arena, når en lokal udgave af det populære danseprogram kommer til arenaen med fire professionelle dansere.
Lørdag den 5. november kommer ”Vild med dans” til Næstved Arena, hvor fire lokale kendisser skal sættes sammen de professionelle dansere Mie Moltke, Kathrine Bonde, Thomas Evers Poulsen og Michael Olesen, skriver Sjællandske.
– Det skal være en rigtig sjov og hyggelig Næstved-aften. Vild med Dans er et utroligt populært tv-program, og det vil vi overføre i vores arena. Billet-salget er startet, og jeg håber på mellem 1000 og 2000 tilskuere, siger eventmager Flemming Jay til Sjællandske.
Konceptet er, at en lokal sættes sammen med en professionel danser, som skal på gulvet to gange, hvorefter dommerne giver point og finder vinderparret.
De lokale kendisser er Herlufsholm-rektor Klaus Eusebius Jakobsen, maratonløberen Anette Fredskob, mastersvømmeren Sanne Juel og tidligere citychef Carsten Bering, som alle skal danse til Blue Rain Orchestra og Bobo Moreno.
Kommentarer