Karrebæksminde

Vejrguderne ikke med havnefesten i Karrebæksminde

Det skortede ellers ikke på underholdning ved den afholdte Havnefest i Karrebæksminde, men både fredag og lørdag manglede der en hjælpende hånd fra vejrguderne. Alligevel havde en del mennesker fundet vej til Karrebæksminde for at tage del i festen. 

Lørdag blev der på Enø-stranden linet op med skumbad for børnene. Ungdomsbrandkorpset fra Næstved, var mødt op med en brandsprøjte for at forsyne et område på stranden med skum. Men kun et fåtal børn vovede sig ind i søen af skum for at lede efter slikposer.

Det altid populære kræmmermarked ved Spar-købmanden tiltrak uanset vejret som altid mange besøgende, men stadeholderne manglede desværre det købelystne publikum. Til gengæld havde den lille transportable kaffevogn rigeligt at se til med at forsyne publikum med friskbrygget kaffe.

I tivoliet på molen var det også sparsomt med besøgende i forlystelserne, og i restauranterne var der både fredag og lørdag mange ledige pladser. Til gengæld manglede der ikke besøgende ved Næstved Havns gamle slæbebåd “Enø”, som lå til kaj ved Enø-bageren. Den agerede nemlig for en stund scene for John’s Guld, der traditionen tro underholdt med fortolkninger af John Mogensen. Her var der både trængsel og omsætning.
Tekst & foto: Preben Madsen/Media Næstved

Kommentarer