Næstved By

Vandværker fortynder forurenet vand

Problemerne med sprøjtegift i drikkevandet er så store, at mange vandværker bliver nødt til at blande forurenet vand op med rent vand for at komme under grænseværdien

Sidste år blev der fundet rester af sprøjtegift i 1.696 drikkevandsboringer, og 337 af dem var over grænseværdien. Det viser en opgørelse Geus har lavet for Miljøstyrelsen.

126 vandværker i 54 kommuner fik vand fra en eller flere forurenede drikkevandsboringer, hvor indholdet af sprøjtegift var højere end tilladt.

De vandværker står over for et stort problem. Og for mange bliver løsningen at fortynde det forurenede vand med renere vand for at komme under grænseværdien – inden de sender vandet ud i danskernes vandhaner.

– Hvis vores børn og børnebørn skal undgå de samme problemer, så bliver vi nødt til at handle nu. Og den eneste sikre måde at beskytte drikkevandet på er at forbyde sprøjtegift dér, hvor grundvand

dannes og pumpes op, siger Maria Reumert Gjerding, der er præsident i Danmarks Naturfredningsforening.

Særlig slemt på Fyn
Det er ikke sikkert, at alle 126 vandværker, der modtog vand med for meget sprøjtegift, fortynder sig ud af problemet. Og vandværkernes brancheorganisation, Danva, kender ikke omfanget. Men ifølge seniorkonsulent Claus Vangsgård er det en udbredt metode.

– Jeg vil tro, at rigtig mange vandværker bliver nødt til det. Især på Fyn, hvor mange vandværker er hårdt ramt af sprøjtegiften desphenyl-chloridazon, siger Claus Vangsgård og fortsætter:

– Vi vil helst anvende vand uden rester af sprøjtegift, men verden er nu engang skruet sådan sammen, at mange bliver nødt til det. Vandværkerne holder indholdet af sprøjtegift så lavt som muligt og forsøger at finde rene drikkevandsboringer.

 Så galt står det til med sprøjtegift i drikkevandet
Fund af sprøjtegift i drikkevandet er femdoblet på et år
Er der sprøjtegift i dit drikkevand? Se kortet
Godkendte sprøjtegifte fundet i drikkevandet

Kommentarer