Vandstanden er begyndt at stige
DMI meddeler klokken 10.45 onsdag formiddag at vandstanden er begyndt at stige i Køge Bugt og forventes i Vestlige Østersø at nå 1.60 til 1.70 over normaltilstanden
Et kraftigt lavtryk, lige øst for Gotland, bevæger sig mod sydøst og på vestsiden af lavtrykket blæser det fra nord og nordøst ned igennem Østersøen. Det er det der betyder, at vandstanden vil stige i den sydlige del af de indre danske farvande.
Vagtchefen hos DMI meddeler onsdag formiddag at vandstanden i Køge Bugt så småt er begyndt at stige og ventes at toppe sidst på aftenen med 1,30 til 1,40 over normal vandstand (DVR90).
I Vestlige Østersø stiger vandstanden i løbet af eftermiddagen og hér ventes vandstanden at toppe omkring midnat med 1,60 til 1,70 over normal vandstand (DVR90). Senere breder den forhøjede vandstand sig op gennem det sydfynske Øhav og Lillebælt og ventes at toppe først på natten et sted mellem 1,50 til 1,70 over normal vandstand (DVR90).
Sandsække uddeles i Karrebæksminde
Det vil være muligt at fylde og hente sandsække ved Stejlepladsen ved Sejlklubben på Enø fra kl. 12.00.
Der vil være sand og sandsække, men du bedes selv medbringe skovle til at fylde sækkene og trailer eller lignende til at transportere sækkene i.
Erklæring om stormflod afgøres imorgen
Stormrådet er ved at undersøge, om der skal erklæres stormflod i forbindelse med stormen d. 4.-5. januar 2017. Stormrådet forventer, at højvandet kulminerer omkring kl. 3, natten til torsdag d. 5. januar.
Det vil d. 5. januar, tidligt på eftermiddagen, blive offentliggjort, hvorvidt Stormrådet erklærer stormflod.
Hvis du i forbindelse med storm d. 5. januar 2017 oplever oversvømmelse af din ejendom, kan du muligvis få erstattet skaderne efter stormflodsloven. Det kræver, at Stormrådet afgør, at der har været stormflod.
Se filmen fra Stormrådet om hvordan du bedst forholder dig ved risiko for stormflod:
Kommentarer