Vandløbsprojekt ved Tvedevænge Skov
Herlufmagle: Gunderslevholm Gods skal omlægge og genslynge en å ved Tvedevænge Skov.
Det er i statens vandområdeplan fastlagt, at to rørlagte vandløbsstrækninger ved Tvedevænge Skov skal genåbnes og genslynges. Projektet udføres på jorder tilhørende Gunderslevholm Gods.
Næstved Kommune har på den baggrund kontaktet Claus Neergaard, Gunderslevholm Gods, og sammen med ham planlagt, hvordan vandløbet kunne blive genåbnet. For at undgå at anlægge vandløbet hen over en dyrket mark, anlægges det åbne vandløb i skovkanten mod syd, samt i skellet mod matr. 9a hvor der allerede er et åbent vandløb. Dette restaureres på en strækning på cirka 400 meter ved at det anlægges i en miniådal.
Formålet med projektet er, at genåbne vandløbet og forbedre vandløbets tilstand. Strækningen, som anlægges i en miniådal, har i dag en god økologisk tilstand.
Ved at genåbne vandløbet kan der skabes passage for fisk og smådyr og vandløbets fysiske tilstand forbedres blandt andet ved at slynge vandløbet.
Der bliver udlagt sten og gydegrus i vandløbet for at skabe bedre levemuligheder for fisk og øvrige vandløbsdyr. Diversiteten i plante- og dyrelivet øges dermed også.
En nærmere beskrivelse af projektet kan downloades fra kommunens hjemmeside.
Den fremtidige vedligeholdelse af vandløbet
Vandløbet ved Tvedevænge Skov er et privat vandløb, og den fremtidige vedligeholdelse skal som i dag, varetages af Gunderslevholm Gods som ejer hele strækningen.
Vandløbets vegetation må slås en gang om efteråret, og kun, hvis det er helt lukket af vegetation.
Oprensning af sand og mudder må kun foretages om efteråret, hvis der er mere end 10 cm aflejring i bunden. Sten og småsten må ikke fjernes fra vandløbet.
Tilladelsen er først gyldig når klagefristen er udløbet den 27. september 2016.
Kommentarer