Næstved By

Vagter skal sikre ro på Næstveds biblioteker

Vagter skal fremover holde øje med uromagere og forhindre, at der opstår hærværk og ballade, når den selvbetjente åbningstid på bibliotekerne i Næstved Kommune genåbnes.

Det skriver Sjællandske.

Det er Kultur- og Demokratiudvalget i Næstved Kommune, der på deres udvalgsmøde mandag tog beslutningen, som glæder biblioteks- og borgerservicechef Karen Delfs.

– Det er vi lykkelige for. Vi ved fra vores brugere, at de efterspørger den længere åbningstid. Det er den bedst mulige løsning. Selvfølgelig ville det være bedst, hvis der ikke var ballade, siger Karen Delfs til Sjællandske.

Røg og drak på biblioteket

Den selvbetjente åbningstid på bibliotekerne i Næstved og Fuglebjerg har været lukket siden den 1. december, og fra januar blev det også nødvendigt at lukke i Fensmark.

Årsagen er, at der i flere måneder har været hærværk og ballade på bibliotekerne, hvor en flok unge drenge på mellem 12 og 17 år har brugt bibliotekerne som opholds- og- værested.

De unge har, ifølge Sjællandske, blandt andet larmet, været dominerende, truet, generet og skræmt de øvrige brugere væk, røget, drukket og smidt affald samt ødelagt møbler, lamper og andet inventar.

Lokalbibliotekerne i Fuglebjerg, Glumsø og Fensmark får nu sat overvågningskameraer og højtalere op.

Der ansættes vagter på Næstved Bibliotek i den selvbetjente åbningstid, som skal holde øje med overvågningen af lokalbibliotekerne og rykke ud, hvis der opstår uro eller ballade, skriver Sjællandske.

Næstved Kommunes Kultur- og Demokratiudvalg har bevilliget en halv million kroner til vagtordningen, der skal sætte en stopper for den ballade og hærværk, der har betydet, at mange lånere i den selvbetjente åbningstid har følt sig generet.

Med den ekstra halve million bevilliget fra politikerne, kan biblioteks- og borgerservicechef Karen Delfs nu hyre vagter til den selvbetjente åbningstid og installere ekstra overvågningskameraer. Indtil videre er pengene bevilliget for resten af 2018, men Karen Delfs’ håb er, at løsningen gøres permanent, for ellers vender problemerne bare tilbage.

– Vi har haft problemer med en gruppe unge under 18 år, og det har ført til mange henvendelser fra borgere, der ikke længere har lyst til at komme på biblioteket. I første omgang krævede de handling fra os som bibliotek, men et selvbetjent bibliotek er jo som en banegård med tag over. Det er et offentligt sted, og her kan vi som personale ikke gøre noget, men det kan borgerne selv. Det har de også prøvet, men det har blandt andet resulteret i en fuckfinger som svar fra de unge. Det er vigtigt, at vi taler om uroproblemerne og gør noget ved det, så vores brugere igen tør komme på bibliotekerne, siger Karen Delfs.

Hun mener dog ikke, at problemet er løst alene ved en vagtordning.

– Vi har et tæt samarbejde med SSP og politiet. Desuden har vi en medarbejder med socialrådgiverbaggrund, der har viden på det her område. Vi er jo som bibliotekarer og hk’ere ikke klædt på til at lave forebyggende foranstaltninger, men vi har tilbudt som bibliotek at deltage i de tværgående samarbejder, hvor jeg godt kan forestille mig, at vi får en mere aktiv rolle end bare at observere og indberette det, vi oplever. Jeg er ikke i tvivl om, at det bliver en opgave for bibliotekerne at være en mere aktiv medspiller i forhold til de her problemer fremover. Der er jo en grund til, at de unge vælger at komme her. Som bibliotek vil vi gerne være borgernes hus og rumme aktiviteter, som andre har det faglige ansvar for. Eksempelvis ved at tilbyde vores lokaler til ungdomsklubberne.

Uromagere findes flere steder

Ikke alle steder oplever man uro i den selvbetjente åbningstid i samme alvorlige grad som på Næstveds biblioteker. Men man har dog også haft besøg af en vagt på bibliotekerne i Vordingborg Kommune, lød det fra souschefen for Vordingborg Bibliotekerne i starten af året i en pressemeddelelse.

– Vi har ikke undgået, at der har været en smule, som har krævet besøg af vores vagt. Men alt i alt drengestreger har det været, der stoppede, da ”gerningsmændene” blev kontaktet, siger souschef hos Vordingborg Bibliotekerne, Jane Grønbech Poulsen, i en pressemeddelelse.

I december udkom Bibliotekarforbundet med rapporten ‘Uro på folkebibliotekerne’, og her svarede 73 af forbundets tillidsrepræsentanter på spørgsmål om omfanget af uro og konflikter på de danske biblioteker i perioden august 2016 til august 2017.

I rapporten kan man læse, at 68 procent har oplevet hærværk eller uro i den ubemandede åbningstid, og heraf har 36 procent oplevet en stigning i antallet af episoder.

Hos Danmarks Biblioteksforening mener man dog ikke, at der er et nævneværdigt problem, når det drejer sig om på de ubemandede biblioteker. For selvbetjent åbningstid er populær som aldrig før, melder formanden for Danmarks Biblioteksforening.

– Snart trefjerdedele af vores biblioteker er selvbetjent, og den trend er simpelthen vokset gevaldigt indenfor de sidste fire-fem år. Vi har haft en rigtig god respons fra vores brugergrupper, som er glade for, den fleksible mulighed det er, siger Steen Bording Andersen til TV ØST.

Kommentarer